Lønsummen trodsede nedlukning og slog rekord i 1. kvartal
Den samlede lønsum løber dermed op i 306,9 mia. kr.
Nye tal fra Danmarks Statistiks kvartalsvise arbejdstidsregnskab viser, at lønsummen steg med 0,7% i 1. kvartal, når der tages højde for sæson. Dermed løber den samlede lønsum op i 306,9 mia. kr., hvilket er det højeste nogensinde målt. Både virksomheder og organisationer samt offentlig forvaltning og service oplevede fremgang på 0,7%.
Det her er lige dele imponerende og beroligende tal. Den samlede lønsum formåede således at stige og sætte ny rekord i et kvartal, som i store periode var præget af nedlukning samt et mindre fald i den økonomiske aktivitet. Stigningen på de 0,7% minder tilmed om tiden uden coronakrise. Siden 2015 og frem til krisen steg lønsummen kvartalsvist med 0,8%. Dagens tal er yderst positive for privatforbruget, som kommer til at bære på den helt store rolle for dansk økonomi over de kommende måneder. Høj smitte og nedlukning rammer hårdt, men underliggende har dansk økonomi det godt.
I en ellers positiv fortælling om lønsummen må vi dog samtidig erkende, at der bag tallene ligger nogle mere dystre historier. Dykker vi ned i de enkelte brancher, ser vi, at lønsummen faldt med -6,2% indenfor hoteller og restauranter. Samtidig fald lønsummen med -2,9% i kultur, fritid og anden service. Det giver det komplette billede af en meget differentieret krise, som ikke har ramt lige bredt, men har i stedet været fokuseret på de mere kontaktintensive erhverv. Omvendt steg lønsummen i finansiering og forsikring med 2,9% og i information og kommunikation med 2,4%.
Vi forventer, at lønsummen kommer til at opleve en pæn stigning over den kommende tid. Genåbningen er over os og har været det i nogle måneder nu. Det vil hive nogle af de hårdest ramte brancher, som faldt i 1. kvartal, tilbage i plusser her i 2. kvartal og således bidrage til et generelt pænt løft i indeværende kvartal. Det er vores klare forventning.