Detailsalget fortsætter de imponerende takter
detailsalget faldt med -0,4% i juni i forhold til maj
Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at detailsalget faldt med -0,4% i juni i forhold til maj, når der korrigeres for prisudvikling, sæsonudsving og effekten af handelsdage. Det er et yderst begrænset fald, og hovedkonklusionen ud fra de nyeste tal er, at detailsalget fortsætter de imponerende takter, som tiden under coronakrisen generelt har budt på.
Detailsalget fortsætter de imponerende takter, og det viser, at danskernes forbrug bare fortsætter og fortsætter. Med de her tal står vi tilbage med et klokkeklart indtryk af, at danskerne både er ekstremt købelystne og købestærke. Vi forventer, at der på et tidspunkt vil ske et skifte i danskernes forbrug med genåbningen, men det lader for alvor endnu vente på sig. Mulighederne for at bruge penge på restauranter og oplevelser igen er kommet i spil, og vi har netop indenfor restaurationsbranchen set en pæn stigning i omsætningen i forbindelse med genåbningen. Men det sker foreløbig ikke på bekostning af detailhandlen.
Coronakrisen har i sin art været en meget to-delt krise. Tidligere har detailhandlen været en fin indikator for privatforbruget, men med coronakrisens meget delte karakter mellem henholdsvis vareforbrug, som har været mildere ramt, og serviceforbrug, som er hårdere ramt, så fortæller detailhandlen kun den halve historie. De mere vareproducerende og varesælgende erhverv, som detailhandlen, har haft nemmere vilkår i modsætning til mere kontaktintensive erhverv, som restaurationsbranchen. Det har gentagne gange under coronakrisen sendt detailsalget op i nye rekorder. Først i oktober og dernæst i marts, som også var månederne hvor feriepengene blev frigivet. Det har givet et ekstra tryk på detailhandlen.
I juni steg særligt salget indenfor tøj og beklædningsgenstande, som steg med 8,5%. Det er her, hvor de største fald og efterfølgende stigninger har fundet sted undervejs i coronakrisen. Vi skal dog have med i ligningen, at detailsalget ikke tager højde for nethandel på udenlandske hjemmesider. I juni faldt andre forbrugsvarer med 2,6%, og det er således dette, som driver månedens samlede fald. Fødevarer og andre dagligvarer pegede en anelse op med 0,3%, og det har med længder været den mest stabile forbrugskomponent under coronakrisen.