Danskernes pensionsformuer voksede i 2020
Ved udgangen af 2020 udgjorde pensionsformuerne i alt 2.774 mia. kr.
Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at danskernes pensionsformuer ved udgangen af 2020 udgjorde 2.774 mia. kr., hvilket er det højeste niveau i statistikkens historie, som går tilbage til 2015. Pensionsformuerne stiger således med 156 mia. kr. fra 2019 til 2020, hvilket er en stigning på 6%. Tallene dækker over, at ikke-beskattede pensionsmidler indgår med 60% og er eksklusive tjenestemandspension.
Stigningen sker på baggrund af, at de finansielle markeder vendte rundt på en tallerken efter en meget udfordrende og turbulent indledning på 2020, hvor coronakrisen indledningsvist sendte alverdens aktiemarkeder i dybrødt terræn. Derudover så dækker den positive udvikling naturligvis også over, at danskerne løbende indbetaler på deres pensionsordning, og at en af del af de indefrosne feriepenge ikke blev hævet. Det svimlende milliardbeløb, som danskerne har stående i pensionsformue svarer til, at hver familie i gennemsnit har 910.000 kr. i pensionsformue i 2020 mod 866.000 kr. i 2019. Samlet set er danskernes pensionsformue steget med 33,8% fra 2015 til 2020.
Fremgangen i danskernes pensionsformuer er bredt funderet uanset om vi taler om livsvarig pension, ratepension eller engangsbeløb (som bl. a. inkluderer aldersopsparing). Den største fremgang ses på ratepension, som er steget med 7,6%, efterfulgt af livsvarig pension, som er steget med 5,8% mens engangsbeløb er gået frem med 2,9% fra 2019 til 2020.
Danskernes pensionsformue tager et spring frem i 2020. Det kommer ikke som nogen større overraskelse, at danskernes pensionsformue steg i 2020, når vi i dag står og kigger tilbage. Men undervejs vendte mundvigene både ned og op i et tumultarisk forløb. I de første måned af 2020 bragede formuerne ned som følge af blodrøde aktiemarkeder i forbindelse med coronakrisens ankomst. Nedgang blev dog hurtigt afløst af fremgang på de finansielle markeder og formuerne indhentede det tabte og mere til.
Ser vi ind i 2021, så har de finansielle markeder fortsat den gunstige udvikling. Fx er det danske C25-indeks steget ca. 20% i årets første 8 måneder, mens også øvrige ledende indeks rundt om i verden har klar pil opad. Det tegner derfor til, at medvinden fra de finansielle markeder endnu en gang vil få pensionsformuerne til at stige, når vi gør boet op for 2021, hvilket naturligvis også afhænger af de sidste måneder af året.