Dansk økonomi voksede 0,9% i 3. kvartal
Det er klart malurt i bægeret, at væksten nedjusteres.
Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at BNP steg med 0,9% i 3. kvartal. Det er en mærkbar nedjustering af BNP-indikatoren for to uger siden, som lød på 2,0%. Også væksten i 2. kvartal nedjusteres og lyder nu på 2,2% mod tidligere 2,8%. Økonomien skrumpede med -0,4% i 1. kvartal. Trods nedjusteringerne i både 2. og 3. kvartal betyder det alligevel, at dansk økonomi aldrig er set større end nu. Økonomien er målt på BNP 2,1% større end før coronakrisen indtraf.
Det er klart malurt i bægeret, at væksten nedjusteres, men det er fortsat ikke umuligt, at dansk økonomi i år kan præstere den højeste vækst i 27 år. På rekordtid er vi gået fra økonomisk afmatning til pæn vækst, og overordnet set er dansk økonomi hamrende solid og præsterer flotte tal. Uanset hvad bliver det et rigtig flot vækstår.
Vi ser, at væksten i dansk økonomi kan ende på 4,4% i år, hvilket vil være den højeste vækst siden 1994. Til næste år forventer vi vækst på 3,1%. I 2020 satte coronakrisen sine dybeste hug, hvor BNP dykkede med 2,1%.
BNP skal altid tages med et god portion salt, når økonomien skal vurderes. Det understreges desuden af, at dagens opgørelse rammer noget skævt fra indikatoren for to uger siden. BNP er et vigtig og elementært tal for økonomien, men det kan ikke stå alene og ofte udsat for betydelige revideringer. Derfor er det vigtigt også at se på andre dele af økonomien. Alle tal peger dog i samme retning i øjeblikket, nemlig om pæn fremgang i dansk økonomi. Kaster vi et blik på beskæftigelsen, har der aldrig tidligere har været så mange i beskæftigelse i Danmark, som er tilfældet lige nu.
I 3. kvartal voksede danskernes forbrug med 2,1%, og privatforbruget bidrager dermed flot til fremgangen i økonomien. Det kommer desuden ovenpå en stigning på 6,9% i 2. kvartal. Med en ophobet forbrugssult og store opsparinger har forbrugerne sparket nyt liv i økonomien efter en mørk tid med corona. Forudsætningerne for det høje forbrug er stærke med rekordmange i arbejde, stor jobsikkerhed og massive opsparinger hos danskerne. Til næste år ser vi nettoeksporten bliver en større brik i den danske vækst.
Udover nedjusteringen er der er også andre torne i et ellers flot og rosenrødt billede for økonomien. Og tornene peger i hver sin retning. Den seneste smittestigning og potentielle risici forbundet med nye mutationer minder os om, at pandemien ikke er et helt overstået kapitel endnu. Og det kan bestemt også påvirke den økonomiske vejrudsigt. Vi forventer dog, at mulige økonomiske slag bliver mildere end i begyndelsen af krisen, såfremt nye mutationer skulle vise sig mere smitsomme eller vaccineresistente. Vi står et helt andet sted i dag med mere kendte reaktionsmønstre hos forbrugere, virksomheder og myndigheder. Det mindsker den generelle usikkerhed, hvilket i sig selv typisk bider på en økonomi. Samtidig står vi aktuelt i en situation, hvor kedlerne kører på et højt tryk i dansk økonomi, hor kapaciteten udfordres. Det vil lægge et låg på de fremtidige vækstudsigter. Der skal dog ikke hersk nogen tvivl om, at vi er klart positive på dansk økonomis vegne med fortsat fremgang og flere i beskæftigelse.