Beskæftigelsen sætter ny rekord
Den høje fart kommer i forlængelse af genåbningen, som har sparket nyt liv i økonomien.
Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at lønmodtagerbeskæftigelsen steg med knap 7.000 i juli, når der tages højde for sæson. Dermed sætter beskæftigelsen i Danmark ny rekord med knap 2.853.000 lønmodtagere. Rekorden er sikret efter en vanvittig fremgang i især de tre foregående måneder og altså også fremgang i juli, omend i et langsommere tempo. De seneste fire måneder løber sig i alt op i samlet 83.000.
Jobmarkedet skyder aktuelt med rivende fart. Den høje fart kommer i forlængelse af genåbningen, som har sparket nyt liv i økonomien, og det er faktisk lidt vildt at det bare fortsætter og fortsætter. Og så har dansk økonomi det i bund og grund godt. Mere friske tal for antallet af jobopslag viser, at den massive efterspørgslen fortsat er høj. Alene i august blev der slået mere end 32.000 nye stillinger op, hvilket er rekordhøjt for en august måned. Og den uændrede høje efterspørgslen efter arbejdskraft sker imens, at ledigheden skrumper og skrumper.
Det er enormt glædeligt, at dansk økonomi er kommet så hurtigt ud af startblokken efter en trist coronakrise. Det betyder, at vi i dag har flere beskæftigede i landet sammenlignet med før krisen. Vi må dog også hæfte os ved, at manglen på arbejdskraft er en tiltagende udfordring for virksomhederne.
I begyndelsen af coronakrisen dykkede beskæftigelsen med 78.000 personer i krisens første tre måneder, men er siden gået frem i 12 ud af 14 måneder med næsten 130.000. Dermed er beskæftigelsen nu mere end 51.000 højere sammenlignet med tiden, før coronakrisen ramte.
De seneste måneders imponerende fremgang skyldes genåbningen og massiv ketchupeffekt i økonomien. Hertil fik mange danskere et ekstra økonomisk vitamintilskud i form af feriepengeudbetalingen, og det har sat fart på forbruget og den samlede økonomi, som er i en solid forfatning trods krise. Den økonomiske aktivitet, steg i 2. kvartal med det stærkeste i 15 år, hvis vi holder 2020 ude af sammenligningen. Det betyder, at BNP i dag er højere end før krisen.
Det er vores klare forventning, at beskæftigelsen fortsat vil stige herfra. Efterspørgslen er høj og fortsat gennem sommeren. Vi vil dog også kunne se i tallene, at den beskæftigelse, som er knyttet direkte op på pandemien, som podere, smitteopsporere mv, vil falde i takt med at flere vaccineres. Men det gode momentum i dansk økonomi forventer vi vil trække den samlede beskæftigelse i yderligere fremgang trods mindre behov for beskæftigelsen knyttet op på pandemien.