Stigning i ledigheden runder 50.000 under Coronakrisen - pukkel af nytilmeldte ledige 1. maj
5.402 personer meldte sig ledige 1. maj.
Netop offentliggjorte tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at 5.402 personer meldte sig ledige i går. Det er klart i den høje ende på enkelt dag, og samtidig det højeste i en måned. Vi skal således tilbage til 1. april, før antallet af nytilmeldte ledige var højere på en enkelt dag.
Ledighedstallene for 1. maj bekræfter lige præcis den frygt, som jeg og mange andre har siddet med. Nemlig at ledigheden ville opleve en ny eksplosion ved månedsskiftet. Man kan altid sige, at det kunne have været endnu værre, men det her er horribel læsning, som desværre lever op til forventningen. Ét er at der står et menneske bag hvert et antal, og noget andet er, at det vidner om en meget alvorlig og dyb recession i dansk økonomi.
I forbindelse med et månedsskifte har vi set tallet af nytilmeldte ledige mere eller mindre eksplodere. Også 1. april var højt, som bød på næsten 8.000 nytilmeldte ledige. Årsagen til de store pukler koncentreret omkring den 1. i hver måned er, at man først melder sig ledig på sin første ledighedsdag. Dermed må det formodes, at en del af dem, som meldte sig ledige i går, har haft en måneds opsigelse, efter de blev opsagt i marts. Af helt samme grund frygter jeg selvsamme tal, når vi bevæger os frem til 1. juli, da der så er tale om dem med 3 måneders opsigelse, som reelt først melder sig ledige der
Trækker vi dem fra, som i samme periode har afmeldt sig ledighed, så bringer det den samlede stigning i ledigheden op på 51.360 personer. Det er et enormt tal, selv når vi tænker tilbage til den finansielle krise. Her steg køen af ledige med 10.000-12.000 om måneden, da det gik værst for sig. Det sætter perspektiv på, hvor hurtigt og hårdt Coronakrisen har ramt økonomien
Vi skal i regnestykket have in mente, at titusindvis af danskere sidder hjemme på lønkompensation. Forleden meldte Finansministeriet ud, at der foreløbig er tale om op mod 140.000 personer. For nogle af dem kunne et mistet job have været alternativet, så den reelle ledighed er altså langt større, end det vi får indblik i med dagens tal. Såfremt Coronakrisen udvikler sig til en langvarig recession, så vil mange af de jobs med lønkompensation også være fare, hvilket kan få ledigheden til at eksplodere med et endnu større brag, end det vi ser lige nu. Man kan dog ikke fuldt ud sætte lighedstegn mellem lønkompensation og ledighed som alternativ.
Vi forventer fortsat, at Coronakrisen bliver en ekstrem dyb, men også kortvarig recession. Vi har dog ikke set toppen af ledigheden endnu, som fortsat vil stige over de kommende måneder. En lang række tiltag fra politisk side samt en solid og sund dansk økonomi inden krisen bygger et stærkt fundament for en hurtig genopretning. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at risikoen for en langvarig recession er reel.