Solid BNP-vækst inden Coronaen ramte
Samlet BNP-vækst op på 2,4% for 2019.
Danmarks Statistik har her til morgen offentliggjort tal for BNP-væksten i Danmark, som viser, at væksten lød på 0,2% i 4. kvartal. Det er en markant oprevidering i forhold til den foreløbige opgørelse for en måned siden, som lød på 0,2%. Det bringer den samlede BNP-vækst for 2019 op på yderst respektable 2,4%.
Sidste års vækst var så absolut bundsolid. Det er et godt udgangspunkt for den modvind, som i øjeblikket rammer med Corona, men virker også som en helt anden verden i forhold til, hvor vi står i dag. Med store dele af samfundet lukket ned, produktion på nedsat gear, hul i forsyningskæder og en efterspørgsel, som er trukket ned, så står vi i øjeblikket i en hård økonomisk situation i Danmark. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi står i recession, og det store spørgsmål er, hvor dyb den bliver, og hvor lang tid den varer ved. Vi har i første ombæring taget et ret så markant hug i vores prognose for året båret af primært den første halvdel. For hele 2020 ser vi aktuelt dansk økonomi med fald i BNP på 2,8%. For blot en måned siden forventede vi BNP-vækst på 1,5%.
De negative takter i vores prognose for økonomien er drevet af et lavere privatforbrug, faldende nettoeksport og et lavere investeringsniveau, mens det offentlige forbrug vil bidrage til at holde hånden under noget af faldet. Vi forventer, at vi ser ind i en tid, hvor dansk økonomi vil skrumpe markant i årets to første kvartaler, men også trække spor ind første del af i 3. kvartal. Herefter ser vi et rebound for store dele af den sidste halvdel af året, som bringer den samlede årsvækst for året på -2,8%.
I en ekstremt mørk tid er det et lille lyspunkt med økonomiske briller, at dansk økonomi hare ramt stormvejret i god balance og med begge ben plantet solidt i jorden. Som dagens tal viser, var væksten ganske fornuftig sidste år, hvilket er gået hånd i hånd med en rekordhøj beskæftigelse og en ledighed, som ligger på sit laveste i 10 år. Hertil har vi været gennem et langt opsving med fokus på at spare op. Med andre ord har det ikke været et kreditdrevet opsving, og det øger robustheden i økonomien til bedre at kunne modstå noget af den storm, som aktuelt rammer.