Dansk erhvervstillid stiger for 5. måned i træk
Niveauet er dog fortsat mærkbart lavere sammenlignet med inden krisen.
Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at den danske erhvervstillid stiger til 89 i oktober mod 86,9 i september. Det betyder, at erhvervstilliden nu er steget fem måneder i streg. Niveauet er dog fortsat mærkbart lavere sammenlignet med inden krisen. I februar lød erhvervstilliden på 102.
De danske virksomheder viser sig som ganske formstærke. Med til historien hører dog, at de fleste virksomheder er blevet spurgt inden den seneste runde af restriktioner, som kan sætte spor i virksomhedernes humør over den kommende tid. Men fem måneders stigning kommer altså ikke skidt tilbage, så dagens tal er bestemt god læsning.
Over den kommende tid må vi forlade os på en betydelig risiko for, at erhvervstilliden igen kan gå baglæns. Ny smittebølge og nye restriktioner vil unægtelig sætte sit præg på særligt servicevirksomhederne. Omvendt kommer især detailhandlen til at lukrere på de udbetale feriepenge, som kan trække erhvervstilliden opad. Samlet set forventer jeg dog, at pilen vil pege svagt ned, om end det på ingen måde kommer til at kunne måle sig med forårets fald. Jeg forventer helt i tråd med det heller ikke, at det samlede slag til økonomien overhovedet tilnærmelsesvist kommer til at kunne måle sig med forårets. Vi står kort og godt i en anden situation nu, hvor man er blevet skarpere på målrettede restriktioner, smitteopsporing og en generelt større tryghed på både det private og økonomiske plan
Højaktuelt barsler man fra politisk sige med et nyt varslingssystem. Det er i vores optik et klogt træk, da det vil give virksomhederne noget forudsigelighed i en uforudseelig tid. Usikkerhed omkring fremtiden er kort og godt en dræber for virksomhederne, som giver svære betingelser at navigere rundt i. Derfor skal et nyt varslingssystem i høj grad hilses velkommen.
Vi forventer, at udbetalingen af de indefrosne feriepenge giver et boost til danskernes forbrug. Feriepengenes rolle for økonomien kommer dog til at få en skæv fordeling mellem erhvervene, hvor detailhandlen kommer til at lukrere, mens det i mindre grad er serviceforbruget. Årsagen til det er krisens karakter, som er hængt op på den samfundsmæssige situation med smitte og restriktioner. Derfor vil det være fornuftigt først at udbetale de resterende 2 ugers feriepenge på et senere tidspunkt, når smitten og restriktionerne igen letter. Det betyder dog ikke, at man ikke politisk allerede nu bør lave en aftale om, at pengene skal udbetales. Det bør man gøre, så snart som muligt.