Salgsskiltene svinder ind
Særligt de lejlighedssøgende i hovedstadsområdet har færre lejligheder at vælge imellem.
Friske tal fra Boligsiden viser, at der i september står 46.360 boliger til salg på boligmarkedet. Det er et fald på 3% i forhold til august. Også når vi tager højde for sæson, er der tale om færre salgsskilte i samme størrelsesorden. Det er således femte måned i streg med et dalende boligudbud, som i alt er skrumpet med 10% i den periode, når vi tager højde for sæson.
Salgsskiltene svinder ind på boligmarkedet. Det er især de lejlighedssøgende i hovedstadsområdet, som har mærkbart færre lejligheder at vælge imellem, når boligjagten sættes ind. Men også potentielle købere af huse eller sommerhuse må sande, at skoven af salgsskilte er blevet mindre. Vi ser det som et klart resultat af, at bolighandlerne er steget. I 2025 er der indtil videre handlet godt 20% flere boliger end i samme periode sidste år, og det medvirker altså til at få boligudbuddet til at skrumpe over det ganske land.
Det seneste år er udbuddet af huse faldet med 9%, mens der er kommet 7% færre sommerhuse til salg. Det er dog især lejligheder, som trækker ned, da der er blevet 21% færre af dem på salgslisten. Især i Hovedstaden er det gået stærkt nedad, hvor udbuddet af lejligheder er dalet med hele 33% det seneste år. Også salgsskiltene på huse i hovedstadsområdet er der blevet 15% færre af.
Der bliver da også handlet flere mærkbart flere boliger end sidste år. Indtil videre har 2025 budt på omkring 61.500 bolighandler, og det er hele 19% flere end i samme periode af 2024. Også her er det lejlighederne, som har førertrøjen på, da handelsaktiviteten er steget med 34%.
Den højere fart på boligmarkedet kommer med ganske gode forklaringer. Vi står med et arbejdsmarked i god form med rekordhøj beskæftigelse, lav ledighed og ganske pæne lønstigninger. Det øger købekraften hos mange danskere, når inflationen samtidig er faldet ganske meget til ro. I tillæg er renterne faldet fra toppen. Det er alt sammen understøttende for et boligmarked i fremgang.
Selvom boligjagten er blevet sværere for potentielle boligkøbere, så kan man dog alligevel lune sig lidt ved, at udbuddet har været langt lavere. I 2021 da boligudbuddet nåede sin seneste bund var der blot omkring 32.000 boliger til salg, og der ligger udbuddet altså i hele træskolængder 40% højere i dag.