Nationalbanken spår fremgang på boligmarkedet
Boligmarkedet har haft et flot 2025 med fin fart.
Nationalbanken har netop offentliggjort en dugfrisk prognose for økonomien og boligmarkedet. Nationalbanken forventer, at huspriserne vil stige med 5,4% i år, 3,6% næste år og med 3,3% i 2027. Dermed forventer Nationalbanken, at huspriserne stiger med mere end i deres seneste prognose fra marts, hvor forventningen lød på en fremgang på 3,5% i 2025, 3,2% i 2026 og 3,2% i 2027.
Nationalbanken spår fortsat fremgang på boligmarkedet. Der er ganske god ræson i, at Nationalbanken skruer op for prisforventningerne på huse i forhold til deres seneste prognose fra det tidlige forår. Boligmarkedet har haft et flot 2025 med fin fart på både handler og priser. Frem mod 2027 forventer Nationalbanken, at huspriserne stiger med omtrent 13%. Bliver det til virkelighed, så vil et helt almindeligt parcelhus i runde tal blive 300.000 kr. mere værd i den periode.
Hvis Nationalbanken får ret i deres prognose for huspriserne, så vil det for mange eksisterende boligejere betyde, at friværdien bliver øget. I gennemsnit vil prisen på et 140 kvm. hus stige med 310.000 kr. i 2027 målt i forhold til gennemsnitsprisen i 2024, hvis vi bruger Boligsidens statistik for kvadratmeterpriser. Det vil så komme oveni i de prisstigninger, som allerede har fundet sted på boligmarkedet. Et hus på 140 kvm. kostede i gennemsnit 2,42 mio. kr. i 2024, og det er en stigning på godt og vel 400.000 kr. siden 2019.
Der er også gode forklaringer på, at vi ser fremgang på boligmarkedet. Arbejdsmarkedet står rigtig stærkt med beskæftigelsesrekorder, lav ledighed og pæne lønstigninger. Det giver i kombination med en inflation i ro mere købekraft hos mange danskere, som samtidig også mærker, at renterne er faldet. Og boligmarkedet da også fart på i øjeblikket. Bolighandlerne er 19% højere end på samme tid sidste år, hvor også priserne er steget ganske pænt. Vi forventer, i lighed med Nationalbanken, at der er fortsatte prisstigninger i vente på boligmarkedet.