Skip til indhold

Boligpriserne peger op

Boligpriserne steg ganske pænt i 1. kvartal.

Godt gang i bolighandlerne i alle regioner

Netop of­fent­lig­gjor­te tal fra Danmarks Statistik viser, at priserne på alle tre boligtyper havde pil op i 1. kvartal. Huse steg med 1,3%, sommerhuse med 1,0% og lejligheder med 2,6%, når man tager højde for sæson. Også når vi ser over det seneste år, er der klar pil op på priserne. Huse er steget med 5,3%, sommerhuse med 3,9% mens lejligheder peger op med 8,4%.

Pris­stig­nin­ger­ne er temmelig bredt funderet, men det er især øst for Storebælt, at pris­stig­nin­ger­ne er mest udtalt. I landsdelen Byen København er huse steget med næsten 12% det seneste år, mens lejligheder i samme landsdel er steget med 14%. Men også i landsdelene lige udenfor København nærmer pris­stig­nin­ger­ne sig 10% på huse det seneste år. 

Boligpriserne steg ganske pænt i 1. kvartal. Pris­stig­nin­ger­ne er sådan set ganske bredt funderet på boligmarkedet, men det er omkring København, at det går allerstærkest i øjeblikket. Der er da også ganske mange forklaringer på, hvorfor vi ser de positive takter på boligmarkedet. Ar­bejds­mar­ke­det står bomstærkt med lav ledighed og rekordhøj beskæftigelse, hvortil kommer lavere renter og pæn lønfremgang for mange danskere. Det medvirker også til at trække antallet af bolighandler op.

I 1. kvartal blev der handlet 20.426 boliger, når man tager højde for sæson. Det er på linje med de to forrige kvartaler, som også bød på mere end 20.000 bolighandler, mens det er 20% højere end i samme kvartal sidste år. Friskere data fra Boligsiden viser endda, at den flotte han­del­sak­ti­vi­tet er fortsat ind i 2. kvartal, hvor maj bød på det højeste antal bolighandler i 47 måneder.

Vi forventer fortsat høj han­del­sak­ti­vi­tet og yderligere prisstigninger. Økonomien har det godt trods fornyet usikkerhed. Beskæftigelsen stiger fortsat, renterne er kommet lidt ned, og der er udsigt til fortsat fornyet købekraft hos danskerne. Vi forventer prisstigninger på huse på 4% i år og 6% på lejligheder.

Relaterede artikler