Skip til indhold

Boligpriserne fortsætter turen op

Faktisk har der været pil op på både huse og lejligheder i 20 måneder i streg.

Person Låser Døren Op

Nye tal fra Boligsiden viser, at boligpriserne atter steg i november. Huse stiger 1,3% og lejligheder med 1,6%. Også når vi tager højde for sæson, er der pil op i samme omfang. Ser vi på udviklingen over det seneste år, så er huse steget med 7,2% i gennemsnit på landsplan, mens lejligheder er steget hele 14,3%. 

Boligpriserne fortsætter turen op i november. Og faktisk har der været pil op på både huse og lejligheder i hver eneste måned i 20 måneder i streg, når vi tager højde for normale sæsonudsving. Det har øget værdien af et gennemsnitligt parcelhus på 140 kvm. med 175.000 kr. på et år, mens en lejlighed på 80 kvm. er steget 420.000 kr. De højere boligpriser giver eksisterende boligejere en markant højere friværdi og boligformue, mens det ser diametralt modsat ud for potentielle boligkøbere, som på én og samme tid skal betale en væsentligt højere pris og har færre boliger at vælge imellem.

Det går klart stærkest i og omkring København – og især på lejligheder. Alene i november steg lejligheder med 2,3% i Københavns Kommune, og det bringer den årlige prisstigning op på 21,3%. Det svarer til, at en 80 kvm. lejlighed er blevet 950.000 kr. mere værd på et år. Og for at sætte det i relief, så svarer vær­di­stig­nin­gen det seneste år stort set til, hvad du kan købe et gennemsnitligt hus på 140 kvm. for i fx Skive eller Struer Kommune.

Det går stærkt i København. Alene det seneste år er priserne på lejligheder steget med mere end 20%. Det er et klart op­mærk­som­heds­punkt, som kan risikere at blive uholdbart, hvis det fortsætter over en længere periode. Og lige nu er farten ikke ligefrem dampet af. Samtidig er udbuddet hamret i bund, så der er historisk få boliger at vælge imellem i København, og det er en af årsagerne til, at priserne stiger med høj fart. 

Der er da også mange faktorer, som tilsiger højere boligpriser. Rekordhøj beskæftigelse, lav ledighed, lavere renter og flere penge mellem hænderne hos danskerne er alle forhold der smager af stigende boligpriser. De forklarer også et stykke hen ad vejen, hvorfor priserne på lejligheder i København stiger, men giver ikke den fulde forklaring. Vi ser her en af årsagerne være det rekordlave udbud af lejligheder i København, som er med til at give et opadgående pres på priserne. Samtidig skal vi også være åbne for, at kø­ber­kli­en­tel­let er økonomisk stærkere, mens forventninger hos køberne om fortsatte prisstigninger heller ikke kan udelukkes. Særligt det sidste element kan vise sig at være bekymrende, men vi tror ikke på, at det er det drivende element i øjeblikket, men det kan spille ind.

Vi forventer, at boligpriserne fortsætter fremgangen, men dog i et lavere tempo. Vi har dog opmærksomheden rettet mod lej­lig­heds­mar­ke­det i ho­ved­stads­om­rå­det, som ligger til den klart høje side, hvilket kan vise sig at være uholdbart, hvis det fortsætter over en lang periode. Som potentiel køber er det vigtigt at minde sig selv om, at boligpriser også kan falde, hvilket vi blot skal tre år tilbage for at få et vidnesbyrd om. Her nåede lej­lig­heds­pri­ser­ne at falde 10% på relativt kort tid, da renterne bankede i vejret.

Relaterede artikler