Rentebetalinger tager endnu et nøk ned
Boligejernes rentebetalinger tager endnu et nøk ned.
Friske tal fra Nationalbanken viser, at danske husholdninger betalte 5,18 mia. kr. i renter og bidrag på deres realkreditlån i juli. Det er 7% mindre end på samme tid sidste år.
Boligejernes rentebetalinger tager endnu et nøk ned. Det sker hovedsageligt som følge af, at mange boligejere med helt kort rentebinding har oplevet rentefald pr. 1. juli. Her oplevede omkring 300.000 boligejere, at der blev skåret lidt mere end 0,5 procentpoint af renten på deres lån, hvilket kommer oveni det rentefald de samme boligejere oplevede ved årsskiftet. Og det kommer altså til udtryk i danskernes samlede rentebetalinger, som har kurs nedad.
Det seneste års fald i rentebetalingerne kommer efter en periode med massive stigninger i rentebetalingerne i 2022 og 2023. Og trods den seneste tids fald, så er rentebetalingerne fortsat ca. 80% højere sammenlignet med samme periode for tre år siden.
I runde tal har omkring 300.000 boligejere et F-kort-lån, som får ny rente hvert halve år. Her er der skåret mere 1,5 procentpoint af renten det seneste år, hvilket har givet en besparelse på næsten 1.200 kr. om måneden efter skat pr. lånt million på et afdragsfrit lån. Det er især fra disse lån, at det seneste års fald i rentebetalingerne kommer fra. De lavere renter på boligfinansieringen til boligejere med helt kort rentebinding kommer i direkte forlængelse af, at Den Europæiske Centralbank, ECB, og Nationalbanken har sænket renten hele 8 gange siden juni sidste år.
Renten på fastforrentede realkreditlån ligger stabilt omkring 4%, og har gjort det i en længere periode. Det giver lige nu ikke de store muligheder for boligejere med fast rente for at nedkonvertere til en lavere rente. Kommer vi dog til at opleve et 3,5%-lån i høj kurs, så vil vi også se flere boligejere gå i gang med en konvertering.