14.572 lånetilbud fra realkreditinstitutterne i maj

Maj bød på 11% færre lånetilbud. Det er dog langtfra unormalt, at vi ser netop det ske i maj.

Kvinde Og Mand Kikker På Mobiltelefon

Friske tal fra Finans Danmark viser, at der i maj blev afgivet 14.572 lånetilbud til boligejere og virksomheder fra re­al­kre­di­tin­sti­tut­ter­ne. Det er 11% færre end i april, men omvendt 24% højere end samme måned sidste år.

Maj bød på 11% færre lånetilbud. Det er dog langtfra unormalt, at vi ser netop det ske i maj. Der var nemlig op­si­gel­ses­frist for fastforrentede realkreditlån i april, og det skaber ofte ekstra trafik for lånetilbud, som så forsvinder igen måneden efter. Lånetilbuddene spæner heller ikke ligefrem afsted i en historisk sammenligning, selvom lånetilbuddene har fået en noget bedre start på året end sidste år, som dog også var historisk ringe.

De første fem måneder af 2025 har budt på 79.641 lånetilbud. Det er 32% flere end i de samme måneder af 2024. Sidste år endte dog også med at byde på det laveste antal lånetilbud i statistikkens næsten 30-årige historie. Her skriver 2025 sig ind med den 6.værste start på året.

Ser vi nærmere på, hvilket formål lånetilbuddene er givet til, så er 5.781 lånetilbud givet til boligejere med henblik på boligkøb, 269 til nybyggeri og 6.878 til andre formål som fx omlægning. Hvor antallet af lånetilbud til omlægning er faldet med 28% i maj i forhold til april, så ligger lånetilbuddene til boligkøb klart bedre til. 

Antallet af lånetilbud til boligkøb ligger rigtig godt, og når det højeste månedlige antal i mere end 3 år. Det seneste år har i gennemsnit budt på mere end 5.000 månedlige lånetilbud til boligkøb, og her er maj bestemt ingen undtagelse. Han­del­sak­ti­vi­te­ten er da også høj på boligmarkedet for tiden, hvor alle tre boligtyper oplever salgsfremgang i forhold til samme tid sidste år. Det smitter af på lånetilbuddene. Når en bolig handles, vil det i langt de fleste tilfælde også kaste et lånetilbud af sig, når bo­lig­fi­nan­si­e­rin­gen skal på plads. 

Vi forventer, at danskerne kommer til at efterspørge flere lånetilbud i 2025 end i 2024. Renteniveauet er lidt lavere, også selvom potentialet for ned­kon­ver­te­rin­ger ikke sådan for alvor er til stede, mens boligmarkedet holder fint tempo. I 2024 blev der i gennemsnit givet omkring 13.000 lånetilbud om måneden.

Relaterede artikler