Vismændene har positive forventninger
Vismændene forventer positive takter på boligmarkedet.
De økonomiske vismænd har netop offentliggjort deres nye prognose for økonomien herunder på boligmarkedet. I 2024 forventer vismændene, at huspriserne i gennemsnit vil stige med 3,7%, mens stigningen vil lyde på 3,5% til næste år. Det er lidt mere optimistiske forventninger fra vismændene end i deres seneste prognose fra foråret, og samtidig også mere optimistisk end de nylige prognoser fra regeringen og Nationalbanken.
Vismændene forventer positive takter på boligmarkedet, og ser huspriserne stige med lidt mere end 7% i 2024 og 2025. Boligmarkedet er også i ganske god gænge efter en turbulent tid i forlængelse af først corona og efterfølgende stigninger i inflation og renter. Bolighandlerne minder om tiden før corona, og boligpriserne peger op i moderat tempo. Hvis vismændene får ret i deres prognose, så vil det øge prisen på et gennemsnitligt parcelhus med 170.000 kr. i 2025.
Hvis vismændenes prognose på boligmarkedet bliver til virkelighed, så vil et gennemsnitligt parcelhus blive mere værd. I gennemsnit kostede et parcelhus på 140 kvm. 2,31 mio. kr. i 2023. Det hus vil stige med ca. 86.000 kr. i år og 84.000 kr. i 2025 ifølge vismændenes prognose. Det giver samlet set 170.000 kr. mere i friværdi i 2025 målt i forhold til gennemsnitsprisen i 2023, og en samlet pris på 2,48 mio. kr. på 140 kvm. parcelhus.
Boligmarkedet minder meget om tiden før corona i øjeblikket. Antallet af bolighandler lyder på lidt mere end 50.000 i år, hvilket er ca. 8% højere end sidste år og stort set identisk med årene lige inden corona. Huspriserne har også haft pæn, men afdæmpet, pil op i årets første halvdel.
De pæne takter på boligmarkedet kommer som følge af flere ting. Renterne er faldet på både lån med fast og variabel rente. På fastforrentede realkreditlån er vi gået fra en rente på 6% for to år siden til i dag at ligge på vippen mellem 3,5% og 4%. På variabelt forrentede lån er renten også begyndt at pege ned, og fx fik en række boligejere med F-kort lidt lavere rente ved seneste rentefastsættelse lige før sommerferien, og kan som det ser ud i øjeblikket få endnu lavere renter ved årsskiftet. Derudover så leverer arbejdsmarkedet også stærkt med rekordhøj beskæftigelse, lav ledighed og flot fremgang i reallønnen. Det er alt sammen positivt og understøttende for boligmarkedet.
Der er dog også træk i modsatte ende af rebet, hvor et stigende antal salgsskilte er med til at lægge et låg på prisstigningerne. Udbuddet af boliger er senest steget til det højeste siden 2019. Samlet ser vi potentiale for, at medvinden fra rentefald og et stærkt arbejdsmarked overtrumfer det voksende udbud, og at der dermed kan være nye prisstigninger i vente.