Få lånetilbud

Det hører til sjældenhederne, at lånetilbuddene i et kvartal befinder sig lavere end 40.000.

Brian Friis HelmerPrivatøkonombf@al-bank.dk38 48 45 55

Nye tal fra Finans Danmark viser, at der i marts blev afgivet 12.358 lånetilbud til boligejere og virksomheder. Det betyder, at 1. kvartal set under ét byder på 35.165 lånetilbud. Det er det laveste antal lånetilbud i et kvartal i statistikken, som går tilbage til 1996.

Antallet af lånetilbud fra re­al­kre­di­tin­sti­tut­ter­ne er raslet ned. Det hører til sjældenhederne, at lånetilbuddene i et kvartal befinder sig lavere end 40.000, og det viser med tydelighed, at konverteringer er sparket til hjørne. Renten har gennem mere end et år ligget utroligt stabilt på 4%-5%, og det gør, at boligejerne ikke for alvor stikker hen efter et lånetilbud til en konvertering. I tillæg er der færre bolighandler efter overgangen til de nye boligskatter og nedgang i nybyggeriet.

Blot tre gange siden 1996 har vi set færre end 40.000 lånetilbud i et kvartal. Det var 3. kvartal sidste år, 2. kvartal i 2011 og altså 1. kvartal i år. Det er især ryk i renterne, som generer bunkevis af lånetilbud, og her har vi været vidne til en meget stabil periode med renter omkring 4%-5% siden slutningen af 2022. I tillæg har mange boligejere allerede konverteret deres realkreditlån, hvilket særligt var populært i 2022. Her blev der konverteret realkreditlån for omkring 250 mia. kr., da renten på få måneder gik fra 2% til 6%.

Også antallet af lånetilbud til nybyggeri og bolighandler ligger lavt i 1. kvartal med henholdsvis 350 og 6.288 styks. For både nybyggeri og bolighandler er der tale om det laveste antal lånetilbud siden 2017 på et kvartal, hvor de to statistikker blev offentliggjort første gang. Det samlede billede giver derfor et sjældent set dødvande i antallet af lånetilbud.

Hvis der for alvor skal gang i kon­ver­te­rin­ger­ne og dermed antallet af lånetilbud, så skal der formentlig yderligere rentefald til på fastforrentede realkreditlån. Det ligger ikke lige i kortene, som det ser ud i øjeblikket, men skulle det ske, så vil det også give flere konverteringer og fornyet stigning i lånetilbuddene.

Relaterede artikler