Boligpriserne stiger atter i maj

En hel del af det skyldes sæson, og vi taler heller ikke om priser, som skyder op, men i et roligt opadgående tempo.

Et Par Kikker På Ny Lejlighed

Morgenfriske tal fra Boligsiden viser, at boligpriserne steg i maj. Huse steg 1,2% i maj, mens lejligheder pegede op med 0,5%.

Boligpriserne stiger atter i maj. En hel del af det skyldes sæson, og vi taler heller ikke om priser, som skyder op, men i et roligt opadgående tempo. Men der er bestemt en del ting, som trækker i retning af bo­lig­pris­stig­nin­ger. Rekordmange er i arbejde, lønningerne løber igen hurtigere end priserne mens der er ro over renter og inflation. Vi forventer, at den positive og svage fremgang på boligmarkedet også vil kendetegne resten af 2024.

Ser vi for året som helhed, så er huspriserne steget med 1%, mens lej­lig­heds­pri­ser­ne er faldet marginale 0,8%, når vi tager højde for sæson. Ser vi i forhold til for præcis et år siden, så er både huse og lejligheder steget med 5%.

De frygtede prisfald på lejligheder er mere eller mindre udeblevet. Prisen på lejligheder har mest af alt bevæget sig sidelæns siden årsskiftet, hvor overgangen til de nye boligskatter ellers kunne have givet anledning til et negativt fortegn på priserne. Men på den anden side er renterne lidt lavere i dag end for et halvt år siden, og det trækker i den modsatte retning. Et eventuelt prisfald kan selvfølgelig komme med en forsinkelse, men indtil videre har overgangen til nye boligskatter ikke skabt de store panderynker.

Ser vi videre ind i 2024, forventer vi svag fremgang på boligmarkedet som helhed. Han­del­sak­ti­vi­te­ten har i de seneste måneder mindet mere om tiden før corona, og det ser vi fortsætte. Huspriserne ser vi løfte sig med lille pil op, mens lejlighederne vil være præget af overgangen til de nye boligskatter, som for en periode kan give prisfald, men endnu er udeblevet.

Relaterede artikler