Rentebetalinger stiger ikke længere
Der er endda udsigt til, at flere boligejere vil opleve at rentebyrden bliver mindre i 2025.
Friske tal fra Nationalbanken viser, at husholdningerne betalte 5,6 mia. kr. i rente og bidrag på deres realkreditlån i oktober. Her har udgifterne befundet sig i omkring et halvt år. Rentebetalingerne er dog fortsat mærkbart højere end for både et og to år siden, og ligger i oktober henholdsvis 6% og 61% højere.
Boligejernes renteudgifter stiger ikke længere. Og der er endda udsigt til, at flere boligejere vil opleve at rentebyrden bliver mindre i 2025. Boligejere med variabelt forrentede lån med helt kort rentebinding ser nemlig ud til at få skåret en luns af renten fra årsskiftet. Og får vi renten lidt længere ned på de fastforrentede realkreditlån, så kan det sende mange boligejere i gang med en nedkonvertering. Når alt det er sagt, så er der dog ingen tvivl om, at renterne i øjeblikket æder en markant større del af budgettet end for blot to år siden.
De lavere renter til danske boligejere kommer som konsekvens af lavere renter hos Den Europæiske Centralbank (ECB), Nationalbanken og den amerikanske centralbank (Fed). Både i USA og Europa er renten sænket med 0,75%-point i 2024, og vi forventer, at der yderligere en rentesænkning på tapetet i december. Det sker som følge af, at der er kommet langt bedre styr på inflationen. Særligt i Europa og herhjemme er det vores forventning, at der kommer yderligere rentesænkninger også i 2025.
Den gennemsnitlige rente inkl. bidrag på boligejernes realkreditlån er tæt på dobbelt så høj i forhold til for to år siden. I oktober lyder den på 3,5% mod 2% for to år siden. Den gennemsnitlige bidragssats er i samme periode faldet en smule, så stigningen i boligejernes rente og bidrag kan tilskrives stigningen i renterne alene.