41.715 boliger står til salg

Det højere boligudbud er ikke en ny tendens på boligmarkedet. Den har vi været vidne til gennem de seneste par år.

Brian Friis HelmerPrivatøkonombf@al-bank.dk38 48 45 55

Nye tal fra Finans Danmark viser, at der står 41.715 salgsskilte rundt om i det ganske land ved udgangen af 2023. Det er et fald på 1.410 salgsskilte i forhold til november.

Det er dog helt normalt, at boligudbuddet falder på denne tid af året, hvor højtiderne står i kø. Tager vi højde for den sæson, så står boligudbuddet i stedet temmelig stille. Vi skal tilbage til foråret 2020 for at finde et tilsvarende boligudbud, hvis vi tager højde for sæson

Boligudbuddet peger helt som ventet ned i december. Det plejer det at gøre på denne tid af året. Tager vi højde for det, så er der underliggende tale om, at boligudbuddet holder niveauet fra måneden før. Det højere boligudbud er ikke en ny tendens på boligmarkedet. Den har vi været vidne til gennem de seneste par år, hvor der kontinuerligt er kommet flere boliger at vælge i mellem.

De flere salgsskilte på boligmarkedet giver køberne bedre forudsætninger for at finde drømmeboligen, når boligjagten skal i gang. Vi befandt os i en længere periode i et terræn, hvor der var utrolig lidt at vælge i mellem for boligkøberne, men det har altså ændret sig. Boligudbuddet fordeler sig med 30.063 huse, 7.313 lejligheder og 4.339 sommerhuse.

Der er kommet mere liv i boligmarkedet i takt med, at 2023 er skredet frem. I november var der omkring 50% flere bolighandler i forhold til samme tid året før, og flere sælgere kommer frem fra busken og sætter boligen til salg. I 2022 og i starten af 2023 var der stor usikkerhed med høj inflation og ren­testig­nin­ger, men nu er der igen mere ro over situationen, og det får flere potentielle boligsælgere frem. I slutningen af 2022 nåede bolighandlerne ned på omkring det laveste i 10 år, men siden har pilen altså peget op.

Også boligpriserne har haft fornyet luft under vingerne. Huspriserne slutter 2023 med at være 3,5% højere end ved indgangen til året, mens lejligheder er steget 6,9%. Det skal dog med, at huse og lejligheder faldt med omkring 9% i tiden inden.

Relaterede artikler