Det betyder corona for din pension

Det betyder corona for din pension

Coronavirus har ramt dansk økonomi hårdt, og store fald på aktiemarkederne har barberet milliarder af kroner af danskernes pensionsopsparinger. Hvis udviklingen bekymrer dig, eller du mangler overblik over din pension, kan du få svar på spørgsmål – og gode råd om, hvad du kan gøre i din situation.

Langt de fleste danskere lader deres bank eller pensionsselskab investere pensionsopsparingen for dem. Men der findes også danskere, der selv håndplukker de værdipapirer, de ønsker at investere deres pensionspenge i. Uanset hvem af disse typer, du er, har du formentlig oplevet, at dit afkast styrtdykkede i begyndelsen af marts som følge af spredningen af coronavirus.

Selvom markederne har genvundet noget af det tabte de seneste uger, er afkastet for 2020 indtil videre for de fleste pensionsopsparere fortsat negativt, og det kan få nogle af os til at overveje, om pengene skal placeres anderledes for at opnå et bedre afkast.

Tid til at sælge ud eller have is i maven?

For dig, der har valgt at lade din bank eller pensionsselskab investere for dig, er det som udgangspunkt ikke en god ide her på den korte bane at sælge ud, skifte profil mv. Erfaringen viser, at hvis du holder fast i din investeringsstrategi og følger den plan, du og din bank eller pensionsselskab har lagt fra start på baggrund af din tidshorisont og risikoprofil, vil du opnå et højere afkast, end hvis du sælger ud midt i en krise for så at købe igen, når tingene er faldet lidt mere til ro. Selv de mest garvede investorer har ofte svært ved at gennemskue, hvornår det er bedst at sælge og købe, så tænk langsigtet og hav is i maven.

Hvis du selv har håndplukket de værdipapirer, du har investeret din pensionsopsparing i, skal du - også i denne sammenhæng - som udgangspunkt holde fast i din strategi, hvis din tidshorisont er lang. Er din tidshorisont kort, og du har oplevet betydelige tab, kan du overveje, om du bør sprede din risiko på flere værdipapirer.

Er det stadig vigtigt at spare op til sin pension?

Selvom afkastet på danskernes pensionsordninger er svundet ind den seneste måned, er det stadig vigtigt at spare op til sin pension – og for langt de flestes vedkommende også at investere opsparingen. Helt overordnet skal din pension sikre, at du har nok penge til din alderdom. Fordelene ved at betale ind på en pensionsopsparing frem for på en almindelig opsparingskonto er, at du opnår et fradrag for dine pensionsindbetalinger, og at afkastet på din pensionsopsparing beskattes mere lempeligt. Tal med en rådgiver fra banken eller dit pensionsselskab for at finde ud af, om du med fordel kan spare mere op til pension for at have nok penge til den dag, du forlader arbejdsmarkedet.

> Se fordelene med det ekstra pensionsfradrag

Få 3 råd til at få din pension tilbage på sporet

Når du har mere end 15 år til pension

Når du har mindre end 15 år til pension

video

 

 

 

 

Hvis tab på dine pensionsinvesteringer giver dig uro i maven, bør du overveje, om din risiko er for høj.

Hvad skal du gøre, hvis de faldende afkast giver uro i maven?

Har du valgt en investeringsløsning via din bank eller pensionsselskab, og du har det skidt med omfanget af de tab på din pension, du har oplevet siden nytår, kan det være en god anledning til at se nærmere på og overveje sammen med banken eller dit pensionsselskab, om din risiko er for høj og måske bør ændres.

Hvis du selv har investeret i specifikke værdipapirer og har uro i maven, bør du overveje, om du i stedet skal vælge en investeringsløsning i din bank eller pensionsselskab. Så bliver din investering løbende overvåget og tilpasset af eksperter, uden at du skal bekymre dig om at gøre noget.

Er der risiko for yderligere kursfald på finansmarkederne?

Det kommer naturligvis helt an på udviklingen af coronavirussen, og hvordan Danmark og landene rundt om i verden håndterer spredningen af sygdommen. Det er mange år siden, at verden sidst har oplevet en pandemi, og derfor er det svært at regne sig præcist frem til, hvornår markederne vender tilbage til normalen. Men erfaringen fra andre kriser viser, at markedet ofte retter sig hurtigt. Det er også værd at notere sig, at selv relativt store, kortvarige udsving som regel får forholdsvis små konsekvenser for pensionsopsparingen på længere sigt.

Hvis din pension i dag står på en konto – skal den så blive der?

På nuværende tidspunkt vurderer de fleste økonomer, at coronakrisen og dens konsekvenser for finansmarkederne er en midlertidig korrektion, og at markedet med stor sandsynlighed vil rette sig igen inden for relativ kort tid. Og faktisk er en del af det tabte allerede genvundet. Har du en pensionsopsparing, som står på en konto, og overvejer du at investere den nu, vil vores anbefaling være at tage en snak med en rådgiver om mulighederne – også lige nu, hvor det er blevet billigere at komme ind på aktiemarkedet.

4 grunde til at sætte liv i din opsparing

3 råd til at få din pension tilbage på sporet

Når du har mere end 15 år til pension

1. Få overblik over din pension
Det kræver overblik at få styr på, hvad der sker med økonomien, den dag du går på pension eller hvis du bliver syg eller dør tidligere end forventet. Hvis du er i tvivl om, du sparer nok op til din pension, og om du er dækket godt nok i tilfælde af sygdom eller død, så kontakt banken eller dit pensionsselskab og få overblik og ro i sindet.

2. Hold fast i din investeringsstrategi
Når du har mange år til pensionen, kan du godt tåle de udsving, der sker på finansmarkederne i øjeblikket, så lad være med at gå i panik og sælge ud af dine aktier og købe dem tilbage igen. Selvom kraftige kursfald aldrig er behagelige, vil markederne typisk genvinde terræn i de efterfølgende år, så hold fast i din investeringsstrategi.

3. Overvej om du kan spare mere op til pension
Vores generelle anbefaling er, at du sparer så meget op til din pension, at du kan få udbetalt det, der svarer til 70 procent af din nuværende indtægt fra den dag, du går på pension. På den måde vil de fleste være sikre på at kunne betale boligudgifter, leveomkostninger og fornøjelser.

Når du har mindre end 15 år til pension

1. Hold hovedet koldt
Selvom det er svært ikke at blive påvirket af nyhederne og de menneskelige tragedier, der kan ligge bag hvert enkelt sygdomstilfælde, er det som investor vigtigt at holde hovedet koldt. For selvom de store aktiedyk formentlig har ramt din opsparing, er ”skaden” formentlig begrænset, da investeringsrisikoen typisk bliver justeret i forhold til, hvor lang tid du har til pension.

2. Bliv pensionsklar
Måske er du begyndt at reflektere over, hvordan tilværelsen som pensionist skal være. Måske har du ovenikøbet allerede lagt en plan for din pension. Under alle omstændigheder er det en god ide at få overblik over, om din pension dækker dine behov den dag, du forlader arbejdsmarkedet. Vi anbefaler, at du taler med banken eller dit pensionsselskab om at blive helt pensionsklar.

3. Planlæg dine pensionsudbetalinger
Skal du snart begynde at få din pensionsopsparing udbetalt, er det en god ide at planlægge, i hvilken rækkefølge du bruger af din opsparing, når du går på pension. Den optimale rækkefølge afhænger af en individuel vurdering af dine behov, dine muligheder for afkast, skatteforhold og samspillet med offentlige ydelser. Kontakt banken eller dit pensionsselskab for at få lagt en god plan.

Få rådgivning om pension

Ønsker du at få mere at vide om pension og dine muligheder for at investere den, er du velkommen til at kontakte din rådgiver direkte eller ringe til os på 38 48 48 48 - vi står klar alle hverdage kl. 8-20 og weekend kl. 10-16. Du kan også udfylde formularen herunder - du hører fra os inden for to hverdage.

Dine oplysninger behandles fortroligt og vil kun blive anvendt i forbindelse med dit ønske om at blive kontaktet for et uforpligtende møde. Ønsker du at blive kunde hos os, beholder vi dine oplysninger. Ellers sletter vi dem efter 3 måneder. Du kan læse mere om bankens behandling af dine personoplysninger på al-bank.dk/persondata.