Mobilbetalinger kan overskride beløbsgrænsen på dit Visa/dankort
Flere og flere danskere benytter sig af mobilen, når de skal betale i butikker og restauranter, for det er dejligt nemt, at man altid har betalingskortet med i mobiltelefonens wallet eller i apps som Apple Pay og Google Pay.
Men et stigende antal kunder oplever, at de pludselig kan stå i en butik og ikke kan bruge deres Visa/dankort. Årsagen er typisk, at de har overskredet beløbsgrænsen på 25.000 kr. pr. løbende 30 dage på Visa-delen af deres Visa/dankort – også selv om de kun bruger kortet i Danmark og i danske kroner.
”Når kunderne betaler med apps som Apple Pay og Google Pay, er det Visa-delen af Visa/dankortet, de betaler med - også i danske forretninger. Kunderne tænker ikke over det, for det er ikke synligt, så de kan ikke vide det,” siger Dorte Poulsen, kortchef i Arbejdernes Landsbank.
Ifølge Dorte Poulsen har Visa fået flere butikker og restauranter i Danmark til at skifte til en ren Visa-aftale, hvor betalingen automatisk sker med Visa-delen og ikke med dankort-delen. Derfor kan du på samme dag opleve at få en kortbetaling med Visa-delen afvist, mens din betaling med dankort-delen bliver godkendt i butikken ved siden af.
Og selv om 25.000 kroner på 30 dage lyder af meget, så kan nogle familier ramme loftet fra tid til anden. Især hvis man har en dyr måned med ekstra store udgifter som vaskemaskine, computer eller ferierejse.
Brug flere kort for at undgå ”Visa-loftet”
Hvis du vil undgå at ramme ind i ”Visa-loftet”, så er løsningen at tilføje et eller flere ekstra kort til din mobile wallet og apps.
”Du kan tilføje, så mange kort og korttyper du vil, og så kan du skifte mellem kort for hver betaling. Det er ligesom at have en almindelig pung med flere forskellige kort, hvor du i butikken vælger, hvilket kort du vil tage op af pungen,” siger kortchef Dorte Poulsen.
Dorte Poulsen anbefaler især at lægge debetkortet Mastercard debit ind i mobilen, for det har en beløbsgrænse på hele 30.000 kr. pr. dag! Der skal bare være penge på kontoen, så virker det. Mastercard debit er i mange tilfælde også det bedste og billigste at have med på ferie i udlandet.
”Mange unge i dag er er ikke vokset op med et decideret ”dankort”, og de savner det ikke. De bruger typisk et debetkort som Mastercard debit, og det fungerer over alt i både Danmark og i udlandet,” siger Dorte Poulsen, kortchef i Arbejdernes Landsbank.