Højeste inflation i euroområdet i 30 år - med en stigning til nye højder på 4,9%

Nye tal for inflationen i euroområdet viser, at pris­stig­nin­ger­ne fortsat tager stærkt til i euroområdet. I den foreløbige opgørelse, steg inflationen fra 4,1% i oktober til 4,9% i november. Det er den højeste inflation siden juli 1991, hvor den i en enkelt måned var oppe og vende på 5,0%. Det er en markant fremgang, som også overrasker markedets kon­sensus­for­vent­ning, der i følge Bloomberg var på 4,5%. Energipriserne fortsætter med at lægge et solidt opadgående pres på inflationen med en samlet stigning på 27,4% i november sammenlignet med for et år siden.

I opgørelsen er det be­mær­kel­ses­vær­digt at ker­ne­in­f­la­tio­nen, som ekskluderer energi og fødevarer, stiger fra 2,0% i oktober til hele 2,6% i november, hvilket er det højeste niveau i statistikkens historie, der går tilbage til 2001. I juni 2002 var ker­ne­in­f­la­tio­nen senest på 2,5%. Den stigende kerneinflation skal desuden ses i sammenhæng med, at efterspørgslen fra den private sektor samtidig er relativt stærk. Dermed er det nemmere for virksomhederne at sende eventuelle om­kost­nings­stig­nin­ger videre til forbrugerne.

Inflationen i euroområdet brager op, og den tiltagende inflation i euroområdet kan gøre balanceopgaven for ECB og Christine Lagarde svær at kommunikere. Næste uges ECB-møde bliver ham­merin­ter­es­sant, hvor ECB også kommer med nye in­f­la­tions­for­vent­nin­ger. Vi må erkende, at en stramning fra ECB rykker en lille smule nærmere med de her tal, men det skal heller ikke overgøres, da rigtig meget stadig er i spil. På den ene side er den højere inflation formentlig ikke så midlertidig som først antaget, men på den anden side har vi i den seneste tid set, at risici fra pandemien fortsat er til stede, og således er skrøbeligheden omkring den økonomiske genopretning fortsat intakt. Dele af ECB signalerer ret åbenlyst, at de ikke travlt med at stramme pen­gepo­li­tik­ken. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at det er ret voldsomme tal, det her, og det gør ikke Lagardes kom­mu­ni­ka­tions­op­ga­ve spor nemmere, når hun igen skal forsøge at berolige markederne.