FED holder fast i rekordlav rente

Den amerikanske centralbank, FED, har netop afsluttet årets andet rentemøde. Et møde som endte med samme ren­te­be­slut­ning som ved de foregående ni rentemøder, nemlig at holde renten rekordlav på 0%-0,25%. Samtidig fortsætter opkøbene med ufortrøden styrke på 120 mia. dollars om måneden. Den uændrede pengepolitik på papiret ek­sem­pli­fi­ce­res desuden af, at blot 21 ord i pres­se­med­del­el­sen er ændret. Det betyder imidlertid ikke, at de få ændrede ord er ord er uden betydning, da banken hæfter sig, at det går bedre i økonomien igen.

Vækst­be­tin­gel­ser­ne i USA har taget store skridt siden sidste rentemøde med fald i smitten, fart på vac­ci­neud­rul­nin­gen og en ordentlig spand kul i form af ny hjælpepakke på 1.900 mia. dollars. Det hæfter centralbanken sig naturligvis også ved, og selvom vi udmærket godt vidste, at de ikke ville komme med noget nyt i dag, så er anerkendelsen om de bedre udsigter med til at give en pejling om FEDs standpunkt.

Til trods for at FEDs øjne er fuldt fokuserede på, at amerikansk økonomi kommer til at køre i et bedre gear, så brænder det ikke under banken for at hæve renten. Ar­bejds­løs­he­den vil fortsat være på et forhøjet niveau en tid endnu, og samtidig signalerer bankens medlemmer med det såkaldte dot-plot, at næste ren­te­for­hø­jel­se først venter efter 2023. Dog tenderer bankens medlemmer til at ren­testig­nin­gen er kommet tættere på, og kommer amerikansk økonomi til at bevæge sig med stor hastighed med lavere arbejdsløshed og mærkbart tiltagende inflation over en længere periode, så kan banken også være tvunget til at hæve før. Vi ser en klar sandsynlighed for, at den næste ren­te­for­hø­jel­se kan komme før Fed signalerer.

FED har siden sommer givet sig selv snor ved at justere i retorikken om in­f­la­tions­må­let og udsigterne for den nuværende op­købs­ha­stig­hed. Det bør i sig selv give ro på for­vent­nin­ger­ne til en stramning i indeværende år, trods udsigterne til et boomende år for amerikansk økonomi, hvor også in­f­la­tions­for­vent­nin­ger­ne er steget. I september ændrede Powell i strategien med ønsket om inflation i gennemsnit skal være 2% på lang sigt. Det betyder på kort sigt, at man vil tillade inflationen at gå over 2% for en periode og lade in­f­la­tions­for­vent­nin­ger­ne fæstne sig omkring 2%. Det betyder alt andet lige, at de vil være mere tolerante overfor høj inflation og mere bundne til fuld beskæftigelse, før man begynder at stramme pen­gepo­li­tik­ken. Så sent som i december forlængede man yderligere de bløde signaler ved at planlægge en fortsættelse af opkøbene, indtil der er gjort betragtelige skridt mod maksimum beskæftigelse og inflationsmål.

Genopretningen i den amerikanske økonomi er genoptaget igen efter en stille vinter, hvor beskæftigelsen igen har peget op de seneste to måneder. I begyndelsen af krisen dykkede beskæftigelsen med mere end 22 mio. i marts og april sidste år. Siden fulgte syv måneder med konstant be­skæf­ti­gel­ses­frem­gang på samlet set 12,5 mio. og så igen i januar og februar. Regner vi det hele sammen, er beskæftigelsen dog fortsat 9,5 mio. nede sammenlignet med, hvor den var før krisen. Samtidig lyder ar­bejds­løs­he­den på 6,2%. Ar­bejds­løs­he­den toppede i april med 14,7% og efter et kraftigt fald, har ar­bejds­løs­heds­pro­cen­ten ligget mellem 6% og 7% i fem måneder i streg nu. Inden krisen var ar­bejds­løs­he­den den laveste i 50 år med 3,5%.

Med danske briller har den amerikanske centralbank betydelig interesse. Centralbankens handlinger påvirker de finansielle markeder. Ikke alene på ak­tie­mar­ke­der­ne, men samtidig har den amerikanske centralbank musklerne til indirekte at påvirke særligt de lange danske renter gennem de forbundne kar, som der er på de finansielle markeder. Hertil er USA vokset som eksportmarked for Danmark, hvor især transport og medicin står for en stor del af eksporten.