EU skruer pænt op for vækstforventningerne

Vækstforventningerne i EU lyder på 4,2% i 2021 efterfulgt af 4,4% i 2022.

Jeppe Juul BorreCheføkonomjjb@al-bank.dk38 48 47 61
IMF skruer op for optimismen – Europa falder bagud

EU-kommissionen har netop offentliggjort deres nyeste prognose for den europæiske økonomi. Prognosen byder på en pæn opjustering, så vækst­for­vent­nin­ger­ne i EU nu lyder på 4,2% i 2021 efterfulgt af 4,4% i 2022. I den foregående prognose fra februar ventede Kommissionen vækst i EU på 3,7% og 3,9% i 2021 og 2022. Også eurozonen får et nøk op. Her justeres væksten op til 4,3% og 4,4% i 2021 og 2022, hvor den tidligere lød på 3,8% i begge år.

Opjusteringen er bestemt kærkommen for den europæiske økonomi, som fortsat slås med coronakrisen. Økonomien gik i første kvartal i recession for anden gang på bare et år, og man kan lige nu næsten få ondt i nakken af at kigge op på det niveau, som økonomien havde inden krisen. Med opjusteringen rykker tidspunktet for, hvornår økonomien er tilbage på niveau, en smule frem. Glædeligt. Men vi skal stadig et stykke ind i 2022, før det sker. Coronakrisen har unægtelig sat længerevarende spor i den europæiske økonomi.

De bedre udsigter er også gode nyheder for dansk økonomi. Når det går godt i Europa, så smitter det positivt af på Danmark. Næsten halvdelen af vores eksport går til EU-lande, hvor mere end 350.000 danske arbejdspladser er knyttet til. Som region er det med længder vores største sam­han­dels­om­rå­de. Til sammenligning beskæftiger eksporten til USA omkring 90.000 arbejdspladser.

I vores prognose har vi, at BNP i eurozonen vil vokse med 4,0% i 2021 efterfulgt af 4,2% til næste år. Fi­nans­po­li­tik­ken vil i højere grad vise sine kræfter over den kommende tid og bringe økonomien væk fra coronakrisen, og hertil understøttes økonomien af ECBs pengepolitik, som vil have det fint med en rolle i baggrunden herfra med fortsatte opkøb og minusrenter. Med en vis forsinkelse har vac­ci­neud­rul­nin­gen endelig fået mere fart på, hvilket vil fungere som et solidt fundament for den europæiske økonomi. Her har man i USA til sammenligning været hurtigere ude af starthullerne, hvor også fi­nans­po­li­tik­kens muskler virkelig har vist sit værd. USA kommer derfor også til at sætte EU vækstmæssigt til vægs i disse år.

BNP faldt i 2022 med -6,1% og -6,6% i henholdsvis EU og i eurozonen. Dermed skal hullet lappes i forbindelse med genopretningen, hvilket altså først vil være tilfældet engang i 2022. Selvom det er glædeligt med stærkere vækst i sigte, så kommer det derfor unægtelig på en meget kedelig baggrund med dykket i økonomien fra coronakrisen.

EU fastholder udsigten for dansk økonomi

EU-kommissionen forventer vækst i dansk økonomi på 2,5% i år efterfulgt af 3,5% i 2022, hvilket stort set er identisk med deres tidligere prognose. Det er ikke langt fra vores forventninger, som aktuelt lyder på 2,1% og 3,5%. Billedet kan imidlertid ændres på mandag, hvor vi får første indikation af, hvordan økonomien blev ramt i årets første kvartal, hvor BNP-indikatoren fra Danmarks Statistik offentliggøres.

Dansk økonomi har generelt været mildere ramt af coronakrisen sammenlignet med den øvrige del af Europa set under ét. Derfor vil vi også se ringere vækst i år, men det er altså ikke ensbetydende med, at dansk økonomi nu bevæger sig mod bunden i EU-regi. Den stærkere vækst i EU som helhed skal netop ses i lyset af det dårligere udgangspunkt.

Relaterede artikler