Coronavirus tvinger ECB ud i nyt massivt opkøbsprogram

Man vil købe værdipapirer for 750 mia. euro.

Jeppe Juul BorreCheføkonomjjb@al-bank.dk38 48 47 61
ECB fastholder rekordlav rente

ECB lancerer nyt massivt opkøbsprogram, hvor man vil købe værdipapirer for 750 mia. euro. Det nye opkøbsprogram er målrettet Cor­o­navirus­sens økonomiske konsekvenser, hvilket navnet også antyder med titlen Pandemic Emergency Purchase Programme (PEPP).

Opkøbet for de 750 mia. euro vil foregå i 2020. Det vil fortsætte indtil det vurderes, at krisefasen i forbindelse med Coronavirussen er forbi, men under alle omstændigheder indtil udgangen af året.

Det er meget seriøse størrelser, som er i spil med den her udmelding. Det er med andre ord først nu, at ECB for alvor kommer på banen i forbindelse med at slå de økonomiske konsekvenser tilbage forbindelse med Coronavirussen ovenpå en lidt halvhjertet udmelding i sidste uge. Med det nye og forhåbentligt yderst midlertidige program går man benhårdt til værks med pengepolitisk stimulans. Sammen med allerede lancerede opkøb vil der i resten af 2020 være tale om opkøb for mere end 1 billion euro.

I sidste uge meldte ECB ud, at man øge de igangværende nettoopkøb med 120 mia. euro frem til udgangen af året. I forvejen, og uafhængig af Corona, købes der netto op for 20 mia. euro om måneden, hvilket blev lanceret tilbage i september sidste år.

Nøglen til succes skal ligge i et koordineret angreb mellem pen­gepo­li­tik­ken fra ECB og fi­nans­po­li­tik­ken fra politisk side. Tidligere på ugen meldte EU ud, at man for en stund vil se bort fra bud­get­be­græns­nin­ger­ne i Vækst- og Sta­bi­li­tetspag­ten, hvilket får de fi­nans­po­li­ti­ske muskler til at svulme op. I en tid, hvor pen­gepo­li­tik­ken allerede har udspillet en stor del af sin rolle, er det væsentligt at få fi­nans­po­li­tik­ken i spil, og der vil tale om et hurtigt og kraftigt indgreb. Kombinationen af de pengepolitiske og fi­nans­po­li­ti­ske træk udgør en mærkbar økonomisk håndsrækning i en tid, hvor virksomheder, lønmodtagere og det finansielle system går en voldsomt stresset tid i møde.

Coronavirussen kommer til at gøre ondt på økonomien, og vi kommer også til at tale recession i EU såvel som i Danmark, og ledigheden vil stige. Det gør allerede ondt, hvor det økonomiske slag er kommet som lyn fra en klar himmel, og det er det, man så vidt muligt forsøger at inddæmme. Selvom økonomien unægtelig vil få et hårdt slag, så understøtter de seneste tiltag, at slaget til en vis grad afbødes, samt at økonomien vil være i stand til hurtigere at komme på fode igen efter et hårdt slag, når vi er på den anden side.

Relaterede artikler