Gå til indhold PrivatErhvervDigital signering Gå til navigation
4,8 mio. flere beskæftigede i USA i juni

4,8 mio. flere beskæftigede i USA i juni

2. juli 2020
Gå til nyhedsoversigt

Netop offentliggjorte tal fra det amerikanske BLS (Bureau of Labor Statistics) viser, at beskæftigelsen i USA udenfor landbruget steg med 4,8 mio. i juni. Forventningen var knap 3,1 mio., så på sin vis viser dagens jobrapport sig fra sin pæne side. Det er samtidig nu anden måned i streg, at beskæftigelsen i USA stiger, efter den steg med 2,7 mio. i maj, som tilmed er revideret en anelse op. Inden armene kommer for højt over hovedet over de seneste to måneders jobskabelse, så skal man huske på, at det kommer på ryggen af et beskæftigelsesfald på mere end 20 mio. i april.

Dagens tal viser, at det går den rigtige vej for den amerikanske økonomi, og det skal vi bestemt glæde os over. Farten i juni har tilmed været bedre end forventet, og det bidrager til en forsigtig optimisme. Dog er tallene i sin grundessens allerede lettere forældede, men ikke desto mindre læser jeg det her som positivt nyt, selvom bekymringen fortsat er intakt og har fået ny næring den seneste tid.

Beskæftigelsesfremgangen i juni er bredt funderet, men er ligesom i maj særligt at finde i de første og hårdest ramte brancher. Af samme grund bliver det med negativt fortegn derfor også interessant at følge, hvordan den seneste udvikling med et stigende smittetal i flere stater, kommer til at udarte sig med økonomiske briller og selvsamme brancher. Blandt andet har man enkelte steder set, at man har været nødsaget til at træde enkelte skridt tilbage i forbindelse med genåbningen. Det øger risikoen for en ny beskæftigelsestilbagegang.

Arbejdsløsheden falder til 11,1%

I juni fortsatte arbejdsløsheden med at pege ned ovenpå den kraftige stigning tilbage fra april. Således faldt arbejdsløsheden til 11,1% i juni mod 13,3% i maj og 14,7% i april. Selvom dagens tal peger ned for arbejdsløsheden, så er den fortsat rivende høj og har kun ganske få gange gennem historien overhovedet været i nærheden af 10%. Den amerikanske økonomi kunne for få måneder siden prale af dem den laveste ledighed i 50 år.

Den ekstremt høje ledighed er en brændende platform for amerikansk økonomi. Det er dybt alarmerende, at vi taler om en to-cifret arbejdsløshedsprocent, og får man ikke bugt med den i indeværende år, så stiger risikoen for, at krisen bider sig fast og bliver langvarig. Privatforbruget udgjorde allerede det største hug til amerikansk økonomi i 1. kvartal. Og med tanke på, at det står for næsten 70% af økonomien, så har en vedvarende høj arbejdsløshed i den størrelsesorden et økonomisk dræbende potentiale, da det vil resultere i et vedvarende drop i privatforbruget. Og som smitteudviklingen aktuelt udvikler sig, hvor man enkelte steder må gå enkelte skridt tilbage i genåbningen, så stiger risikoen for det endnu mere negative økonomiske udfald. Det er dog endnu ikke mit hovedscenarie.

1,4 mio. nye arbejdsløse i USA i sidste uge

I dag står vi så en den situation, at offentliggørelsen af antallet af nytilmeldte ledige rammer sammen med jobrapporten. Dagens tal for nytilmeldte ledige er i sin helhed mere frisk og viser, at 1,4 mio. amerikanere søgte om arbejdsløshedsunderstøttelse i sidste uge. Det er lidt højere end ventet, men også en spids lavere end den forgangne uge.

Samtidig viser statistikken, at antallet af fortsatte ledige kravler en anelse op til 19,3 mio. mod 19,2 mio. ugen før. Det er i sig selv en ekstremt lille stigning, men alligevel er det en stigning og altså ikke et fald, som man kunne have håbet på i en tid, hvor beskæftigelsen gerne skulle sigte opad. Tallene over fortsatte ledighedstilmeldinger dækker over forrige uge, mens nye ledighedstilmeldinger dækker sidste uge. De seneste tal over fortsatte ledige bidrager til bekymringen for, hvordan den kommende tid ser ud for amerikansk økonomi, som er blevet endnu mere skrøbelig i takt med den seneste udvikling.

Udviklingen i USA har en stor og mere direkte betydning for dansk økonomi end tidligere. Eksporten til USA er mildest talt eksploderet den seneste tid, hvor USA nærmer sig titlen som vores største eksportmarked. Omkring 80.000 danske jobs er tilknyttet eksporten til USA. Vi skal dog huske på, at en stor del af vores eksport til USA består af medicin, hvilken er mindre følsom overfor massiv uro, som vi aktuelt er vidne til. Der skal dog ikke herske tvivl om, at vi forventet at se et markant tilbageslag i eksporten og drøje periodevise hug over de kommende måneder.