De amerikanske PMI’er falder yderligere
Det samlede PMI-indeks falder fra 40,9 i marts til 27,4 i april.
Netop offentliggjorte PMI tal fra USA viser, at stemningen falder yderligere i USA. Det samlede PMI-indeks falder fra 40,9 i marts til 27,4 i april, og det er bestemt ikke godt for hverken amerikansk eller dansk økonomi. PMI er en måling af indkøbschefernes vurdering af den økonomiske situation, hvor tal under 50 angiver et fald i den økonomiske aktivitet, mens værdier over 50 angiver stigende økonomisk aktivitet.
Både servicesektoren og industrien er hårdt ramt. I Servicesektoren falder PMI-indekset fra 39,8 i marts til 27 i april. I industrien falder PMI-indekset fra 48,5 i marts til 36,9 i april. Billedet ligner derved det, som vi også ser i Europa i øjeblikket, hvor hele økonomien unægteligt er ramt, men at det går særligt hårdt udover servicesektoren. Det man dog kan glæde sig over, er at PMI-tallene for USA lander meget tæt på de forventninger der var i markedet, hvor vi i morges så de europæiske skuffe fælt.
De dårligere målinger kommer på en dag hvor vi også har fået tal for antallet af nytilmeldte ledige i USA. Tallene viste, at der indtil videre er over 26 mio. amerikanere, der er ramt af ledighed, hvilket også var forventet af markedet. SÅ selvom amerikansk økonomi er hårdt ramt, bliver vi heldigvis ikke negativt overrasket i øjeblikket.
Jeg tror stadig, at dansk økonomi vil komme hurtigere ud af krisen end mange andre lande. Men med dagens dystre tal for både USA og eurozonen, så hæves den udenlandske risikofaktor væsentligt. Er vores store samhandelspartnere længere tid om at få økonomierne tilbage i omdrejninger, vil det være med til at holde væksten herhjemme i stampe. Vi har i Danmark en mindre følsom eksport, men vi vil unægtelig blive påvirket i et ikke uvæsentligt omfang hvis krisen fortsætter i vores samhandelslande.
Ser vi særskilt på den danske eksport til USA, er over 80.000 lønmodtagere beskæftiget med eksport til USA, der er vores næststørste handelspartner. Men det er ikke kun de jobs, der er relateret til amerikansk eksport, der er i fare. Et gammelt ordsprog tilsiger, at når USA nyser, bliver Europa forkølet - et stort tilbageslag til amerikansk økonomi vil altså nemt kunne påvirke mange andre lande, hvis det udvikler sig yderligere.