Langtidsledigheden bliver ved med at falde

Det er decideret fremragende nyt.

Antallet af langtidsledige skumper

Helt friske tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at der var 12.843 langtidsledige personer i Danmark i november. Det er stort set uændret med en lille stigning på 100 i forhold til måneden før. Langtidsledige er defineret ved, at man har været ledig i mindst 80% af tiden indenfor de seneste 12 måneder.

Men tager vi højde for sæson, er der omvendt tale om et fald i lang­tids­le­dig­he­den på næsten 300 personer i november. Dermed er antallet af langtidsledige underliggende faldet i 19 måneder i træk, når der tages højde for sæson. I den periode er lang­tids­le­dig­he­den dykket med mere end 30.000 personer.

Lang­tids­le­dig­he­den er hamret det seneste halvandet års tid. Det er decideret fremragende nyt. Det er først og fremmest glædeligt, når dem længst væk fra ar­bejds­mar­ke­det kommer i arbejde. Dansk økonomi har været præget af kraftig fremgang i beskæftigelsen kombineret med markante meldinger om mangel på arbejdskraft hos virksomhederne. Det har fået lang­tids­le­dig­he­den i Danmark til at falde kraftigt.

Lang­tids­le­dig­he­den ligger med sinde knap 13.000 personer på det laveste nogensinde målt i statistikkens historie, som strækker sig tilbage til 2007. I foråret sidste år toppede antallet med mere end 43.000 langtidsledige.

Ar­bejds­mar­ke­det viser stadig fornuftige tal, men er dog bremset op på det seneste. Det kan også gå ud over lang­tids­le­dig­he­den. Løn­mod­ta­ger­be­skæf­ti­gel­sen har senest slået ny rekord igen, men rekorden udbygges i et stadig langsommere tempo. Og mens beskæftigelsen vokser i lavere fart, så er ledigheden så småt begyndt at stige. I oktober og november er ledigheden steget knap 1.400 personer. Dog befinder ledigheden sig fortsat nær det laveste siden 2008. Le­dig­heds­pro­cen­ten er på 2,6% hvor den før coronakrisen var på 3,6% og toppede undervejs på 5,5%. Den aktuelt lave ledighed er med til at hive lang­tids­le­dig­he­den nedad.

Relaterede artikler