De opladelige biltyper fortsætter ufortrødent: Andel på 45% i november af samlet bilsalg

I november blev der solgt 14.958 nye personbiler.

Brian Friis HelmerPrivatøkonombf@al-bank.dk38 48 45 55
Fortsat grøn bølge i bilsalget

Nye tal fra De Danske Bilimportører viser, at der i november blev solgt 14.958 nye personbiler. Det betyder, at der blev solgt 18% flere nye personbiler i november, hvis vi sammenligner med oktober.

De opladelige biltyper er populære blandt danskerne, når de skal købe ny bil. I november udgjorde salget af nye el- og hybridbiler 45% af det samlede salg af nye personbiler, hvilket er en tangering af september måneds rekord. Den nye tangering af rekorden kommer på ryggen af, at andelen de seneste 4 måneder har ligget over eller omkring 40% mod en andel på godt 20% i de samme 4 måneder sidste år.

Retter vi blikket mod det samlede bilsalg, så ser det ikke lige så rosenrødt ud som salget af el- og hybridbiler. I årets første 11 måneder er der solgt 168.776 nye personbiler. Det er både lavere end i både 2020 og 2019, hvor der i de samme måneder blev solgt henholdsvis 176.208 og 210.147 nye personbiler. Faktisk har dette års bilsalg kurs mod det laveste bilsalg i 7 år.

Det begrænsede bilsalg afspejler i vores optik ikke forbrugsmætte eller købesvage danskere. Tværtimod er for­ud­sæt­nin­ger­ne gode med rekordmange i arbejde, høj jobsikkerhed og bugnende opsparinger, og vi ser i højere grad det lunkne bilsalg afspejle, at landets bilforhandlere også har været ramt af coronakrisens ef­ter­virk­nin­ger med først nedlukninger og sidenhen le­ve­ran­ce­pro­ble­mer som følge af mangel på materialer og udstyr.

Relaterede artikler