
Ledigheden står bomstille
Netop offentliggjorte tal viser, at bruttoledigheden steg ganske marginalt i november, hvor ledighedskøen blev forlænget med knap 300 personer. Det er vel at mærke ovenpå tre foregående måneder med små fald i ledigheden, som samlet set nu lyder på 104.400 personer. Det svarer til en uændret ledighedsprocent på 3,7, hvilket er det laveste i 10 år. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Antallet af ledige har ligget nogenlunde fladt gennem 2019, og ledighedsprocenten har stået bomstille i mere end et år nu. Det er dog langtfra ensbetydende med, at der ikke sker noget på arbejdsmarkedet. Beskæftigelsen er fortsat i fremgang, og fundamentet er lagt for et nyt godkendt år, hvor vi forventer, at endnu flere vil trække i arbejdstøjet.
Efterspørgslen efter arbejdskraft er fortsat bundsolid. Seneste tal fra Jobindsats viser, at der måned efter måned bliver slået mere end 20.000 nye stillinger op i øjeblikket, hvilket er i den høje ende. Sammen med at der i mindre grad generelt meldes om mangel på arbejdskraft i de danske virksomheder ifølge gårsdagens konjunkturbarometer, giver det ingredienserne til en god cocktail. Vi går derfor ind i det nye år med forventninger om, at beskæftigelsestoget fortsætter fremad, om end det bliver i et lidt langsommere tempo. I 2020 ser vi 20.000 flere trække i arbejdstøjet mod forventet mere end 30.000 i 2019 og omkring 50.000 i de foregående år.
Ledigheden forventer vi forbliver på nuværende niveau. Beskæftigelsesfremgangen imødekommes af en stigning i arbejdsstyrken, som vokser som følge af reformer, der hæver efterløns- og pensionsalderen samt tilgang af udenlandsk arbejdskraft.
Særligt udenlandske risici har imidlertid potentialet til at stikke en kæp i hjulet på beskæftigelsesfremgangen og den lave ledighed. Vi er en lille åben økonomi og slipper heller ikke fri for kløerne af en omfattende handelskrig, recession eller Brexit uden en aftale. Kort sagt ser jeg 2020 som et år med fortsat beskæftigelsesfremgang, men med betydelige internationale risici.