Fremgang i eksporten - men på en billig baggrund

De sidste to måneders stigning er bredt funderet.

Jeppe Juul BorreCheføkonomjjb@al-bank.dk38 48 47 61
Danske virksomheder smider en del af pessimismen fra sig - men der er endnu langt til optimisme og glade dage

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at dansk eksport fortsætter fremgangen ovenpå et par hårde måneder i begyndelsen af coronakrisen. I juni steg eksporten af varer ekskl. skibe, fly og brændsel med 2,2%, og tegner sig dermed for anden måned i træk med stigning efter en stigning i maj på godt 3,7%. Det sker dog ovenpå et stort dyk i eksporten i februar, marts og april, som sammenlagt løb op i mere end 12%.

Fremgangen i eksporten er enormt glædeligt, og man skal ikke lade sig kimse af dens betydning for dansk økonomi. Men det er samtidig vigtigt at holde begge ben på jorden midt i begejstringen, da stigningen sker på en lidt billig baggrund. Eksporten bragede ned i den første del af coronakrisen, så de seneste to måneders stigning sker altså fra et lavt udgangspunkt. Og eksporten er endnu knap 7% under det, som den gik ind i krisen med. Det er i sig selv dybt bekymrende tal, selvom de seneste måneders fremgang giver lidt lys i mørket.

De sidste to måneders stigning er bredt funderet og særligt båret af trans­port­mid­ler, fødevarer samt færdigvarer. Ser vi over coronakrisens periode som helhed siden februar, hvor eksportfaldet begyndte, så er det særligt fødevarer, maskiner og færdigvarer, som har hængt i bremsen. Omvendt har kemikalier og kemiske produkter, hvor blandt andet medicin indgår, bidraget positivt i perioden med coronakrisen.

I dag er der også kommet friske tal for eksporten af tjenester, som alene opgøres en gang i kvartalet. I 2. kvartal faldt eksporten af tjenester med intet mindre end 16,1%. Samlet set er der altså tale om en eksport, som er mærkbart ramt af coronakrisen.

Ser vi på importtallene, så steg også importen i juni, men set for 2. kvartal som helhed taler det i et tilsvarende dystert sprog om en lavere efterspørgsel og økonomisk aktivitet herhjemme. Importen af varer faldt i 2. kvartal med næsten 6%, mens importen af tjenester faldt med 17,5%. Dermed er importen også skudt i sænk, hvilket på ingen måde kommer som nogen overraskelse.

Eksporten udgør en af de helt store risici for dansk økonomi, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at den står på top-3 på vores risikoliste. Økonomien er ramt af et hård tilbageslag med tæt på to-cifrede fald i BNP på begge sider af Atlanten. Hertil bidrager en ny stigning i smittede til bekymringen for de økonomiske udsigter. På positivlisten er derimod, at flere ting peger på ny økonomisk fremgang den seneste tid. Blandt andet peger til­lids­in­dek­se­ne igen op. Samtidig er man i EU blevet enige om en massiv økonomisk hjælpepakke på 750 mia. euro, mens vi i weekenden var vidne til, at Trump kastede sig selv ind på scenen som den store redningsmand, eftersom demokraterne og republikanerne ikke er blevet enige om en ny hjælpepakke. Der er dog endnu tvivl om det juridisk kan lade sig gøre, så løsningen er endnu ikke endeligt på plads i USA. Vi fastholder vores forsigtige optimisme, om end den økonomiske situation er ekstremt skrøbelig, og risiciene er enorme. Der skal ikke mange ting til at få det til at tippe i den forkerte retning igen.

Relaterede artikler