Forbrugertilliden viser lidt bedre takter

Forbrugernes humør viser lidt bedre takter nu, men det er fortsat i den mere triste ende af skalaen.

Jeppe Juul BorreCheføkonomjjb@al-bank.dk38 48 47 61
Forbrugertilliden viser lidt bedre takter

For­bru­ger­til­li­den stiger en anelse i maj til -8,8 mod -11,9 i april. Det viser friske tal fra Danmarks Statistik. I april oplevede for­bru­ger­til­li­den det største dyk på en enkelt måned i hele statistikkens levetid, som går tilbage til 1974! For­bru­ger­til­li­den, som afspejler de danske forbrugeres vurdering af den økonomiske situation, var så sent som i marts på plussiden af 0.

Det massive dyk i for­bru­ger­til­li­den kom i april med en vanvittig fart som helt og alene tilskrives coronakrisen. Forbrugernes humør viser lidt bedre takter nu, men det er fortsat i den mere triste ende af skalaen. Ledigheden er foreløbig steget med knap 49.000 personer, mens 170.000 personer er sendt hjem fra arbejde med løn­kom­pen­sa­tion. Det er på den korte tid et langt hårdere slag end finanskrisen, og det er fuldstændig ufravigeligt, at det også sætter sig i for­bru­ger­til­li­den. Den økonomiske fremtid er både for den enkelte forbruger og landet som helhed indhyllet i tåge.

I undersøgelsen bliver danskerne også spurgt om deres forventninger til arbejdsløshed. Her ramte for­vent­nin­ger­ne i april det værste siden finanskrisen, men en del af de udviskes i dagens maj-læsning, hvilket er yderst glædeligt.

I dagens tal tegner der sig desuden et billede af, at danskerne især er mere bekymrede for landets økonomi, end de er bekymrede for egen privatøkonomi. Med andre ord er indtrykket, at ”naboen” bliver hårdere ramt end en selv. Netop det forhold skal vi rent faktisk glæde os over, da det kan understøtte danskernes vilje og lyst til at sætte gang i forbruget i takt med genåbningen. Såfremt det modsatte havde været tilfældet - altså hvor man vurderede egen økonomi værst - så havde jeg været væsentligt mere bekymret for, at pri­vat­for­bru­get permanent ville bremse op og sætte gang i en ond spiral, som kan resultere i en langvarig krise. Pri­vat­for­bru­get udgør næsten halvdelen af den danske BNP, og har derfor et stort potentiale for, om krisen bliver kort eller lang.

For­bru­ger­til­li­den har bundet for nu

Dagens tal er indsamlet over perioden 1. maj til 17. maj. Der er derfor også mange af besvarelserne, som er indsamlet før dele af den seneste gradvise genåbning. Blandt andet er hele detailhandlen åbnet igen fra d. 11. maj, mens re­stau­ra­tions­bran­chen først åbnede i mandags.

Danmarks Statistik har derfor forkælet os lidt ved at dele op i besvarelserne henholdsvis før og efter 8. maj. Tallene viser, at tilliden er forbedret mod slutningen af ind­sam­lings­pe­ri­o­den med en værdi på -9,2 op til 8. maj og lidt højere på -7,4 fra 8. maj og frem. Netop den gradvise genåbning kan skabe grobund for, at for­bru­ger­til­li­den har bundet for nu og vil stige yderligere herfra. Meget er dog betinget af, hvordan udviklingen i ledigheden kommer til at være over de kommende måneder. Vi forventer, at for­bru­ger­til­li­den har ramt bunden for nu, medmindre krisen ændrer karakter og bliver langvarig.

Vi står aktuelt i en dyb recession og mange mistede arbejdspladser. Vores hovedscenarie er dog fortsat, at det bliver en kort recession. Den økonomi stod bundsolidt inden krisen med rekordmange i beskæftigelse, høj vækst og sunde offentlige finanser, som giver et stabilt fodfæste for hjælpepakkerne. En væsentlig parameter i den danske genopretning er dog, at vi i høj grad er afhængige af, hvordan det udvikler sig udenfor landets grænser. Vi ser at dansk økonomi kommer hurtigere ud af startblokken, men den langsommere genopretning udenfor grænserne vil holde snor i den danske genopretning.

Der er ingen tvivl om, at udfaldsrummet for dansk økonomi er stort i øjeblikket, og der er en reel risiko for, at det bliver en både dyb og langvarig recession, selvom det ikke er vores hovedscenarie.

Relaterede artikler