Forbrugertilliden i historisk stort dyk på en måned - falder til det laveste i over 10 år

Forbrugertilliden dykker til -11,9 i april, og rammer det laveste siden 2009.

Jeppe Juul BorreCheføkonomjjb@al-bank.dk38 48 47 61
Mere end 3000 nytilmeldte ledige tirsdag

Netop of­fent­lig­gjor­te tal fra Danmarks Statistik viser, at for­bru­ger­til­li­den dykker til -11,9 i april mod 0,4 i marts, og rammer det laveste siden 2009.

Et markant fald havde vi forventet, men det her er desværre af historiske dimensioner, og det største månedlige fald i for­bru­ger­til­li­den, som vi nogensinde har været vidne til. Der er vel at mærke tale om en statistik, som går tilbage til 1974! Selve niveauet er dog højere end under den finansielle krise, men faldet er denne gang kommet hurtigere og hårdere. For­bru­ger­til­li­den afspejler de danske forbrugeres vurdering af den økonomiske situation.

Selvom for­bru­ger­til­li­den tidligere er sat lavere, så er den seneste måneds dyk mere markant end de månedlige fald under den finansielle krise, kartoffelkuren i 80’erne og den 2. oliekrise i slutningen af 70’erne. Der bliver virkelig skrevet historie med det her fald, som næsten er ubegribeligt. Det rekordstore fald i for­bru­ger­til­li­den skal helt og alene tilskrives Corona og nedlukning af store dele af landet, som allerede har sendt titusinder ud i ledighed og lønmodtagere hjem fra arbejde i hund­re­de­tu­sin­de­klas­sen. Den økonomiske usikkerhed er stor, og det er en tåget fremtid, forbrugerne ser ind i lige nu. Det sætter sig i humøret.

Siden 9. marts, hvor store dele af landet de facto blev lukket ned, er ledigheden steget med 47.000 personer. Samtidig er mere end 150.000 personer sendt hjem fra arbejde med løn­kom­pen­sa­tion, som er en af de gode og store hjælpepakker, som der fra politisk side er lanceret for at holde le­dig­heds­stig­nin­gen på et minimum. Men selvom man har undgået at blive afskediget og i stedet sendt hjem med løn­kom­pen­sa­tion, er jo­bu­sik­ker­he­den stor. Forbrugerne bliver i undersøgelsen også spurgt om deres forventninger på arbejdsløshed, som rammer det værste siden den finansielle krise.

Alt falder i for­bru­ger­un­der­sø­gel­sen, hvor der både ses mere sort på familiernes nuværende og fremtidige situation, mens det samme også gør sig gældende i vurderingen af den økonomiske situation i Danmark. Der er med andre ord ikke mange lyspunkter i dagens tal, og vi går en tung og hård tid i møde. Dog er der potentiale for, at forbrugerne vil vise stigende tillid og højere humør senere på året, når vi kommer på den anden siden, hvilket adskillige politiske tiltag vil bidrage til.

Corona har ramt dansk økonomi hårdt og på rekordtid. Vi står i en dyb recession med mange mistede arbejdspladser. Vi forventer dog, at vi taler om en kort recession, hvorfor en stor del af de mistede jobs bliver genskabt, når vi kommer på den anden side. Det forventer vi sker i indeværende år. For det første stod dansk økonomi bundsolidt inden krisen med stabil og høj vækst, rekordhøj beskæftigelse, solide offentlige finanser og ingen større ubalancer. For det andet har man været hurtig til at komme med en stribe store hjælpepakker fra politisk hold, som dels afbøder for det økonomisk negative slag, og samtidig skaber et godt fundament for den efterfølgende økonomiske genopretning. Hertil skal vi dog samtidig huske på, at den danske genopretning i høj grad også er betinget af, hvordan det udvikler sig udenfor landets grænser. Der er ingen tvivl om, at udfaldsrummet for dansk økonomi er stort i øjeblikket, og der er en reel risiko for, at det bliver en både dyb og langvarig recession, selvom det ikke er vores hovedscenarie.

Relaterede artikler