Eksport og privatforbrug trak ned i dansk BNP

2. kvartal tegner sig for det største fald i de 30 år, som statistikken går tilbage.

Udlandet og forbrugerne trak dansk økonomi ud i historisk dyk på 6,9 procent

Danmarks Statistik har netop offentliggjort BNP tal for 2. kvartal, der viser et fald i BNP på 6,8 procent i forhold til første kvartal. Dermed tegner 2. kvartal 2020 sig for det største fald i de 30 år, som statistikken går tilbage. Til sammenligning viste de værste kvartaler under finanskrisen -2,4 procent.

Dagens tal bekræfter altså endnu engang hvor gigantisk og historisk tilbageslaget var til dansk økonomi i 2. kvartal. Faldet i det danske BNP er drevet af et fald i eksporten på 11,7 procent og et fald i forbruget på 6,1 procent. Vi havde forventet, at tilbageslaget ville blive grimt, og det blev det så sandelig også.

Tager vi et blik på de andre lande, vi ofte sammenligner os med, så er vi kommet mildere igennem 2. kvartal sammenlignet med lande som Tyskland og USA, hvor BNP dykkede næsten 10 procent i 2. kvartal. Endnu værre har det set ud for Italien, Frankrig og Spanien, hvor BNP dykkede med 12-20 procent i 2. kvartal. Selvom det er nemt at forfalde til en historie om, at Danmark klarer sig bedre end vores naboer, ser vi ingen grund til jubel. De historiske tilbageslag, som vi også har set i udlandet, betyder blot, at den danske eksport går ind i en svær tid.

Dagens tal har også medført nogle revisioner af de tidligere BNP-tal, men da revisionerne trækker i flere retninger, fastholder vi vores prognose, og ser et fald i dansk BNP i år på 3 procent. Dansk økonomi ramte Coronakrisen med et solidt udgangspunkt. Beskæftigelsen var rekordhøj, de offentlige finanser sunde og der var dertil ikke nogen synderlige ubalancer i økonomien. Hertil har man fra politisk side været hurtigt ude og skyde fornuftige hjælpepakker afsted for at mildne slaget. Samlet set betyder det, at vi forventer en dyb, men kortvarig krise – vi må dog samtidig understrege, at risiciene i øjeblikket står i kø. Vi vil derfor ikke afvise, at vi kommer til at nedjustere vores prognose, hvis der ikke indenfor overskuelig fremtid kommer mere fart på genopretningen.

Dagens revision er en kærkommen lejlighed til at diskutere BNP-tallene. BNP-tallene er uden tvivl vigtige i vurderingen af den økonomiske situation. Vi kommer dog ikke uden om, at tallene også ofte er underlagt store revisioner, og derfor er meget usikre – og til tider har været decideret misvisende, når blandt andet den danske produktivitet skulle vurderes.

Man bør derfor ikke fra politisk side alene have fokus på BNP-tallene. I stedet bør blikket i højere grad rettes mod et bredere sæt af nøgletal, ikke mindst fra ar­bejds­mar­ke­det. De senest of­fent­lig­gjor­te be­skæf­ti­gel­ses­tal viser et samlet fald i de fem første måneder af Coronakrisen på 55.000 personer. Uanset usikkerheden i BNP-tallene, så peger alt imidlertid i retning af et historisk tilbageslag uanset, hvordan vi vender og drejer det.

Relaterede artikler