Rekordmange feriehusudlejninger i påsken
Det er i særlig grad de udenlandske gæster, som igen trækker læsset.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der var 2,19 mio. overnatninger i april i de danske feriehuse. Det er rekordmange i statistikkens levetid, som går tilbage til 2004.
Ser vi på marts og april under ét, så lyder antallet af overnatninger på 3,17 mio. kr. i danske feriehuse. Det betyder, at påskemånederne også når op på det højeste nogensinde. For at gøre sammenligningen retvisende tilbage i tid lægger vi marts og april sammen, da påsken kan optræde i begge måneder.
Rekordmange valgte at holde påskeferie i danske feriehuse i år, og den store popularitet har gjort det nemt som aldrig før at leje sit sommerhus ud. Det er i særlig grad de udenlandske gæster, som igen trækker læsset efter et par hårde coronakriseår, mens danskerne omvendt i højere grad vælger andre ferieformer i år.
Ud af de samlede overnatninger i marts og april står de danske gæster for 859.704 overnatninger. Det er 49% færre end sidste år. Det er dog ikke sådan, at danskerne fravælger at holde ferie i et feriehus, da antallet af danske overnatninger ligger på det tredjehøjeste niveau nogensinde kun overgået af 2020 og 2021.
Diametralt modsat ser det ud, når vi ser på de udenlandske overnatninger, som går kraftigt frem i forhold til sidste år. I år bød marts og april på 2.313.125 udenlandske overnatninger, hvilket er en enorm fremgang fra sidste år, hvor der blot var 53.061 udenlandske overnatninger.
Der er udsigt til, at 2022 som helhed bliver endnu et godt år for udlejningen af danske feriehuse. Ser vi på bookingerne ved udgangen af april, så er der booket i alt 427.633 husuger til resten af året. Det er en stigning på næsten 17% i forhold til samme tidspunkt sidste år, og det indikerer, at 2022 bliver et nyt godt år for feriehusene.
Vi forventer, at tendensen med 2022 byder på ændrede tendenser i forhold til billedet under coronakrisen. Det er blevet lettere at rejse udenlands, og det betyder færre danske gæster. De lettede restriktioner herhjemme betyder så omvendt, at flere udenlandske gæster kan vælge at rejse til Danmark.