Forbrugertilliden dykker til nyt historisk lavpunkt
Det er den laveste forbrugertillid, som der nogensinde er målt i statistikkens historie, som går helt tilbage til 1974.
Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at forbrugertilliden falder til -37 i oktober fra -32,1 i september. Det er den laveste forbrugertillid, som der nogensinde er målt i statistikkens historie, som går helt tilbage til 1974. Siden maj har danskernes økonomiske humør befundet sig på rekordlave niveauer, og her er oktober altså ingen undtagelse.
Av, det er forfærdelige tal. Forbrugernes humør er banket fuldstændig i bundrekord. Priserne stiger med højeste fart i 40 år, og det vrider kroner ud af danskerens budgetter. Det gør ondt, det øger den økonomiske utryghed hos danskerne, og det trækker forbrugertilliden ned i det laveste nogensinde set.
Stigningen i forbrugerpriserne har senest ramt præcis 10% herhjemme. Med den inflation skal en gennemsnitlig dansk børnefamilie have omkring 45.000 kr. mere op af lommen i årligt forbrug. Det er ikke fordi, at familien køber mere, men er alene udtryk for, at priserne er steget markant. Det er især prisstigninger på energi og fødevarer, som trækker læsset, men en meget bred kurv af danskernes forbrug er ramt.
Det er både synet på egen økonomi og dansk økonomi, som er med til at trække forbrugertilliden helt ned i kulkælderen i denne tid. Det signalerer nervøsitet og bekymring hos danskerne, og det kan have potentiale til at slå forbruget i stykker og give yderligere opbremsning i økonomien.
Midt i en dyster tid for forbrugerne, så har danskerne heldigvis også noget at stå imod med. Vi har velpolstrerede formuer og rekordmange i arbejde. Det vil være med til at holde en hånd under privatforbruget. Vi forventer, at privatforbruget vil falde, men ikke tordne ned. Privatforbruget står for næsten halvdelen af den danske økonomi.