Danskernes bankindlån er uændret i august
Danskernes bankindlån ligger millimeter under den tidligere rekord fra april.
Nye tal fra Nationalbanken viser, at danskerne har over 1 billion kr. stående på helt almindelige bankkonti ved udgangen af august – helt præcist 1.076 mia. kr. Det er uændret i forhold til juli. Indlånet ligger dermed tæt på det rekordhøje niveau fra april på 1.077 mia.kr.
Danskernes bankindlån ligger millimeter under den tidligere rekord fra april. Dermed fremstår danskerne samlet set robuste og har en vigtig buffer i en tid, hvor det er blevet væsentligt dyrere at være dansker. Vi oplever i øjeblikket de kraftigste prisstigninger i næsten 40 år og hertil er boligrenterne steget. Det koster i husholdningsbudgetterne, hvor vi danskere mister købekraft for vores bankindestående.
Vi er gået ind i en tid, hvor det er blevet markant dyrere at være dansker. Priserne er steget med næsten 9% på et år, og en gennemsnitlig børnefamilie skal i dag bruge over 3.000 kr. ekstra hver måned for at opretholde det samme forbrug som for et år siden. Det kan betyde, at mange danskere vælger at bruger af deres opsparing eller spare mindre op på bankkontoen fremfor at skære tilsvarende ned i deres forbrug. Det vil isoleret set trække ned i det samlede bankindlån.
Der er dog stadigvæk ting, der trækker i den anden retning og bidrager til at løfte det samlede bankindlån. De negative indlånsrenter er forsvundet på mange danskeres bankkonto, som giver en tilskyndelse til at lade pengene stå på bankkontoen. Og selvom beskæftigelsen i juli faldt for første gang i 18 måneder, så er der fortsat rigtig mange danskere i beskæftigelse, som har oplevet, at lønningsposen er blevet større. Hertil har boligejerne opbygget solide friværdier i boligerne, også selvom hus- og lejlighedspriserne er begyndt at falde de eneste par måneder. Det er også understøttende for bankindlånet.
Dagens tal betyder, at hver voksne dansker i gennemsnit har 226.400 kr. stående på bankbogen. Dog vil den typiske dansker dog have et noget lavere beløb stående på bankkontoen. Det hænger sammen med, at indlånet langt fra er lige fordelt, og en lille gruppe sidder på en stor del af pengene.
Den høje inflation udhuler dog købekraften og værdien af danskerne samlede bankindlån. Hvis vi korrigerer for de historisk høje stigninger i forbrugerpriserne og opgør bankindlånet i dagens priser, så er bankindlånet ikke steget med 47 mia. kr. i august sammenlignet med samme måned sidste år, som de faktiske tal viser, men er derimod faldet med -45 mia. kr. Det er ikke noget, som danskerne som sådan kan se, men danskerne har dybest set mistet købekraft for deres bankindestående.