Danske hoteller på vej mod bedste år nogensinde
September slår ny månedsrekord med 1,78 mio. overnatninger på danske hoteller.
Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at der var 1,78 mio. overnatninger på danske hoteller i september. Det er ny månedsrekord for september.
Det er syvende gang i år, at hotelovernatningerne slår månedsrekord, og vi er således godt på vej mod en årsrekord, hvis det høje niveau fortsætter året ud. Indtil videre har året budt på i alt 14,29 mio. hotelovernatninger, og det er hele 7,7% højere end ved seneste top i 2019.
Hotelovernatningerne har sat rekord efter rekord i 2022, og de tabte overnatninger i forbindelse med coronakrisen er i den grad blevet indhentet. Det er især de udenlandske gæsters tilbagevenden, som har givet fremgang sammenholdt med, at danskerne også flittigt besøger de hjemlige hoteller.
Der er dog også malurt i bægeret. Knap halvdelen af hotellerne melder, at de har produktionsbegrænsninger som følge af mangel på arbejdskraft. Det er markant højere, end vi så før coronakrisen. Derudover så mærker hotellerne også de øgede udgifter til bl. a. energi ligesom en generel afmatning af økonomien kan ramme hotellerne.
I dagens tal er der også en status på overnatningerne på landets campingpladser, feriecentre og vandrerhjem. Fælles for dem alle tre er, at september også byder på et pænt niveau for antallet af overnatninger. Der er dog kun tale om månedsrekord for vandrerhjemmenes vedkommende i denne ombæring. Der var 930.000 overnatninger på campingpladserne, 268.000 overnatninger på vandrerhjemmene og 339.000 på feriecentrene i september.