Dansk økonomi er nu større end før krisen
Udsigt til højeste økonomiske vækst i 15 år.
Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik opjusterer stigningen i BNP i 2. kvartal til 2,8%. Tidligere lød væksten på 2,3%. Vi har i en lang periode ventet, at dansk økonomi ville skyde ud af coronakrisen, og vi må med de her tal sige, at økonomien har leveret som ventet. Ser vi bort fra sidste års absurde udsving, så er væksten i 2. kvartal den stærkeste kvartalsvise siden 2006. Dansk økonomi skrumpede med -0,4% i 1. kvartal og i 2020 som helhed med -2,1%.
Dansk økonomi er braget ud af coronakrisen og er i dag større end før krisen. Det er hamrende imponerende på så kort tid, og det betyder, at 2021 lige nu står med udsigt til højeste økonomiske vækst i 15 år. Og vi er tilmed blot millimeter fra, at det ligefrem kan gå hen og blive den stærkeste vækst i 27 år, hvilket vil være en svimlende bedrift. Baggrunden er en egentlig solid og sund økonomi, som har været undertrykt af pandemien for en periode, men nu er eksploderet med genåbningen og en tilbagevenden mod mere normale tilstande.
Den helt store drivkraft i det danske økonomiske comeback i 2. kvartal står de danske forbrugere for. Danskerne har det økonomisk rigtig godt, hvor forbrugertilliden aktuelt er på sit højeste i 38 måneder. Forbrugerne har gennem hele krisen været trygge omkring egen økonomi, og den tryghed er et godt udgangspunkt for at opretholde en sund forbrugssult, som danskerne i særdeleshed også har vist. Hertil bugner bankkontiene samt udbetaling af feriepenge har leveret et par økonomiske saltvandsindsprøjtninger. Så de danske forbrugere har bestemt også noget at bakke det høje forbrug op med. Privatforbruget voksede i 2. kvartal med 5,9% og står for et vækstbidrag på hele 2,6%point ud af den samlede vækst på 2,8%.
Vi er yderst positive for dansk økonomi, og vi forventer, at dansk økonomi fortsat vil vise fremgang. Senest er kapaciteten dog blevet udfordret på ekstremt kort tid, hvor flere og flere virksomheder melder sig i koret om mangel på arbejdskraft og materialer. Det vil i sig selv holde den økonomiske vækst i snor, da virksomhederne ikke kan producere det, som efterspørgslen er til, og som virksomhederne reelt gerne vil.
Vi forventer, at genåbningseffekten dog vil ebbe ud og trække den massive efterspørgsel lidt ned på jorden igen. Det vil bidrage til at lette presset en anelse. Omvendt ser vi et potentiale fra nettoeksport til igen at bidrage mærkbart, mens vi også ser investeringsomfanget stige i forbindelse med, at kapaciteten udfordres. Derfor ser vi samlet set fortsat pæn vækst forude, selvom privatforbruget ikke vil fortsætte med at vise de samme takter.