Forlænget håndsrækning fra politisk side til trængt erhvervsliv
Man justerer, udvider og delvist forlænger de eksisterende hjælpepakker
Regeringen og Folketingets partier har netop meldt ud, at man justerer, udvider og delvist forlænger de eksisterende hjælpepakker, som er etableret i forbindelse med Coronavirussens hærgen i samfundet og økonomien. Dagens udmelding består af en længere række elementer, men vigtigt i min optik skal man især hæfte sig ved, at kompensationsordningen for virksomhedernes faste omkostninger forlænges i en måned, så den nu gælder frem til 8. juli. Samtidig også udvides omfanget for nedgangen i omsætningen også, hvilket betyder, at kompensationsordningen taler til lidt flere virksomheder. Og yderst væsentligt er det også, at det maksimale i kompensation for faste udgifter øges fra 60 mio. kr. til 110 mio. kr.
Det her er en endnu en hjælpende hånd til et dansk erhvervsliv, som er ekstremt trængt i øjeblikket. I den forgange uge så vi, at erhvervstilliden her i april dykker til det laveste, som nogensinde målt, hvilket dækker de seneste 30 år. Og slaget er kommet voldsomt hurtigt, så en ny økonomisk hjælpehånd fra politisk side lander på et tørt sted. Lægger vi tallene sammen for dagens udmelding, så er der tale om et nyt økonomisk skud på rundt regnet 100 mia. kr. svarende til den gode side af 4% af BNP. Vi skal dog huske på, at det alene er de omkring 30 mia. kr. som er i direkte tilskud, mens de resterende er garantier og likviditet, men det er nu en ganske anseelig størrelse alligevel. Det vil unægteligt betyde, at færre virksomheder kommer til at dreje nøglen om over den kommende periode, hvilket også vil få den afledte effekt, at færre lønmodtagere vil miste arbejdet.
Forlængelsen af en stor del af hjælpepakkerne har ligget lidt i kortene, så det kommer ikke som dagens største overraskelse. Jeg er tværtimod mere overrasket over, at lønkompensationsordningen endnu står uberørt. Her nævner man dog specifikt, at regeringen og arbejdsmarkedets parter vil indlede drøftelser. Man kan derfor godt spekulere i en forlængelse af den også, og jeg tror, at det er et større spørgsmål, om den bliver justeret, end om den overhovedet bliver forlænget. Som tillæg har vi også set i Finansministeriets vurdering af Coronavirussens konsekvenser for dansk økonomi en ganske optimistisk forventning til faldet i beskæftigelsen og stigning i ledigheden. Hvis jeg sad med samme optimisme, så ville jeg også regne med en forlængelse af lønkompensationsordningen.
Selvom forlængelsen i sig selv var mere eller mindre ventet, så er malurten i bægeret, at det naturligvis også bærer på det negative signal, at det her tager længere tid end først antaget. Med andre ord har virksomhederne behov for en økonomisk håndsrækning i en længere periode end først antaget ved etableringen af hjælpepakkerne i første omgang. Det skal og må dog ikke tage det positive fra, at forlængelsen og udvidelsen lander på et tørt sted og på et fornuftigt tidspunkt.
Vores hovedscenarie er endnu, at der er tale om en dyb og kort recession, og det bidrager hjælpepakkerne til. Dansk økonomi har ramt den aktuelle modvind på et stabilt fundament samt stærke forudsætninger for at finansiere de hjælpepakker, som løbende etableres og justeres. En anden og stor risikofaktor er dog udlandet, som primært gennem eksporten kan holde en kort snor i den efterfølgende genopretning af dansk økonomi ovenpå Coronavirussen.