Høj handelsaktivitet på boligmarkedet
Boligerne går stort set som varmt brød går hos bageren.
Nye tal fra Boligsiden viser, at der blev handlet 7.516 boliger i april. Det er 9% flere bolighandler sammenlignet med april sidste år. I årets første fire måneder er der handlet 19% flere boliger i forhold til samme periode sidste år.
De flere handler ses for alle boligtyper. Især lejligheder oplever højere handelsaktivitet, hvor der i april blev handlet 22% flere lejligheder i forhold til for et år siden. Samtidig var der 6% flere handler med huse og 4% flere handler med sommerhuse sammenlignet med for et år siden.
Boligerne går stort set som varmt brød går hos bageren. Handelsaktiviteten ligger rigtig pænt til i et historisk lys, hvor danskerne viser stor købelyst. Og der ligger gode forklaringer bag. Arbejdsmarkedet er i topform med rekordhøj beskæftigelse og pæne lønstigninger for mange danskere. Samtidig er renterne på et lavere niveau end i de foregående år. Det skaber bare et solidt fundament for, at en hel del danskere jagter den næste drømmebolig i livet.
Den høje handelsaktivitet ses også reflekteret i priserne, som har haft medvind det seneste lange stykke tid. I april steg priserne igen, og det betyder, at huspriserne nu er 6% højere i forhold til for et år siden, og lejlighedspriserne er 11% højere. Priserne på sommerhuse er på landsplan steget med 4% det seneste år.
Vi forventer, at den pæne handelsaktivitet fortsætter i den kommende tid. Økonomien har det godt trods fornyet usikkerhed. Beskæftigelsen stiger, renterne er kommet lidt ned og der er udsigt til fortsat fornyet købekraft hos danskerne. Vi forventer også stigende priser med 4% på huse og 6% på lejligheder i år.