Ekstremt få tvangsauktioner på det danske boligmarked
Tvangsauktionerne befinder sig helt ekstremt lavt i et historisk lys.
Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at der var 110 bekendtgjorte tvangsauktioner i maj, når der tages højde for sæson. Det er stort set det samme som i årets øvrige måneder.
Sammenlagt for årets fem første måneder er tvangsauktionerne omtrent på det det laveste siden 2007. Antallet af tvangsauktioner har været 9% lavere sammenlignet med samme periode sidste år. I gennemsnit er der i øjeblikket lige på den gode side af 100 tvangsauktioner om måneden, hvor det til sammenligning var omkring 200 om måneden i perioden før corona og helt oppe over 400 om måneden ovenpå finanskrisen.
Tvangsauktionerne befinder sig helt ekstremt lavt i et historisk lys. Det er bestemt ikke usandsynligt, at 2025 simpelthen kan gå hen og ende med færrest tvangsauktioner i næsten to årtier. Et bomstærkt arbejdsmarked og solid fremgang på boligmarkedet er blandt hovedårsagerne. Boligmarkedet præsterer således i øjeblikket på adskillige tangenter.
Et stærkt arbejdsmarked er en af hovedårsagerne til det lave omfang af tvangsauktioner. Beskæftigelsen slår rekorder efter behag, og der er få ledige. Når man er i arbejde, er det alt andet lige lettere at betale sine regninger, og det holder tvangsauktionerne i kort snor. Vi ser, at restancerne er faldet til det laveste i næsten tre år og ligger historisk set meget lavt. Restancerne angiver den andel af ydelsen på realkreditlånet, som boligejerne ikke har betalt, og vi må bare konstatere, at boligejerne er gode betalere.
Boligmarkedet byder samtidig på gode takter med pæne prisstigninger og høj handelsaktivitet. Det gør det lettere at sælge boligen i fri handel, hvis der skulle opstå problemer med at betale terminen. Det er ligeledes med til at en eventuel tvangsauktion på afstand.
Med de nuværende udsigter, så forventer vi, at tvangsauktionerne fortsætter det lave niveau i 2025. Dansk økonomi klarer sig godt, og vi forventer ikke nævneværdig stigning i ledigheden. Hertil forventer vi et boligmarked i et pænt tempo. Meget taler for et fortsat lavt niveau af tvangsauktioner.