Medvind til boligpriserne
Rentestigninger er vendt til rentefald, høj inflation blev elimineret og økonomien klarer sig fornuftigt trods masser af udfordringer.
Nye tal fra Boligsiden viser, at lejlighedspriserne steg med 0,2% i december. Og tager vi højde for sæson, så steg lejlighedspriserne med 0,8%. Huspriserne faldt i december med -0,2%, men tager vi højde for sæson steg de faktisk med 0,6% i december.
Der var pæne boligprisstigninger i december, når vi tager højde for sæson. Der er normalt et lavere tempo på markedet i julemåneden, og det er vigtigt at have sig for øje, når dagens tal skal tolkes. Og når vi borer igennem tallene, er der tale om ganske pæne prisstigninger på boligmarkedet.
Dagens tal afslutter også 2023, som endte med prisstigning på boligmarkedet. Set for året slutter huspriserne med at være 3,5% højere i forhold til ved indgangen af året. På lejlighedsmarkedet formåede priserne at stige med hele 6,9%. Til sammenligning faldt både hus- og lejlighedspriserne godt -6% i 2022.
Der kom i 2023 langt mere ro på nogle af de ting, som tidligere leverede modvind til boligmarkedet. Rentestigninger er vendt til rentefald, høj inflation blev elimineret og økonomien klarer sig fornuftigt trods masser af udfordringer. Der har på ny givet boligpriserne vinger, som set for året som helhed steg ganske pænt. Samtidig har lejlighedsmarkedet fået et ekstra skub i den sidste del af året op mod overgangen til de nye boligskatter.
Regner vi videre på det, så er et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter i Danmark steget med 80.000 kr. i pris gennem 2023. En gennemsnitlig lejlighed på 80 kvadratmeter er samtidig steget med 180.000 kr.
Ser vi ind i 2024, så forventer vi svage prisstigninger på boligmarkedet som helhed. Det vil særligt være huspriserne, som kommer til at tage førertrøjen på, men lejlighedsmarkedet vil være præget af overgangen til de nye boligskatter. Inden overgangen har vi set, at lejlighedspriserne har haft ekstra fart på, og her efter overgangen forventer vi mere afmatning med prisfald til følge på den del af boligmarkedet.