Rentegok på vej til boligejere med F1 og F5
I starten af ugen var det boligejere med F3, som fik en ny og markant højere rente, og nu er turen kommet til F1- og F5-lånerne. Der venter markant højere ydelser for boligejere med rentetilpasningslån.
I dag begyndte denne uges rentetilpasningsauktion for boligejere med F1 og F5 hos Totalkredit. Det foreløbige resultat på F1 lyder på 3,97% og for F5 på 3,52%. De nye renter træder i kraft 1. juli. Auktionerne slutter på fredag.
Et ordentligt rentegok er på vej til boligejere med F1 og F5. I starten af ugen var det boligejere med F3, som fik en ny og markant højere rente, og nu er turen kommet til F1- og F5-lånerne. De højere renter kommer efter en tid, hvor renterne har befundet sig i et massivt negativt leje, men den tid er altså eftertrykkeligt slut for nu. Og der venter markant højere ydelser for boligejere med rentetilpasningslån.
F5-renten blev for fem år siden fastsat til 0,37%. Den rente ender efter alt at dømme på 3,52%, hvis dagens resultat holder ugen ud. Det giver en stor stigning på 900 kr. i den månedlige ydelse efter skat pr. lånt million, hvis man har et lån med afdrag. Er lånet uden afdrag, så stiger den månedlige ydelse efter skat med 1.950 kr. pr. lånt million. De boligejere, som har et F1-lån ved denne auktion, har de seneste tre eller fem år haft et F3- eller F5-lån. De får dog uanset også en merregning, hvis størrelse dog afgøres af, hvilket lån de hidtil har haft.
Den mærkbare stigning i boligrenterne kommer på baggrund af massive renteforhøjelser hos Den Europæiske Centralbank, ECB, og Nationalbanken. Herhjemme er Nationalbanken på mindre end et år gået fra en rente på -0,60% til i dag 2,85%, og det medvirker til at hive boligrenterne med op. Boligejerne har derfor oplevet de kraftigste rentestigninger i årevis.