Lånetilbud på lavt blus

Det tegner unægtelig til, at lånetilbuddene ender på det laveste i statistikkens 27-årige historie, når vi kan gøre boet for året op. Det ekstremt lave antal lånetilbud skyldes, at der har været ro på renterne.

Brian Friis HelmerPrivatøkonombf@al-bank.dk38 48 45 55

Nye tal fra Finans Danmark viser, at der i november blev afgivet i alt 16.543 lånetilbud til boligejere og virksomheder. Det er 12. måned i streg, at lånetilbuddene lander på færre end 20.000 lånetilbud. Ser vi specifikt på, hvilket formål lånetilbuddene i november er afgivet til, så er 3.771 lånetilbud givet til køb af en ejerbolig. Det er 36% flere end i samme måned sidste år. Statistikken for det samlede antal lånetilbud går tilbage til 1996.

Antallet af lånetilbud er sendt helt i kulkælderen. Det tegner unægtelig til, at lånetilbuddene ender på det laveste i statistikkens 27-årige historie, når vi kan gøre boet for året op. Det ekstremt lave antal lånetilbud skyldes, at der har været ro på renterne, hvilket har betydet færre konverteringer. Godt nok bliver der givet lidt flere lånetilbud til boligkøb i øjeblikket, men det kan slet ikke opveje de mærkbart færre lånetilbud til konverteringer.

I årets første 11 måneder er der i alt afgivet 159.537 lånetilbud. Vi har derfor direkte kurs mod, at året ender med færre end 200.000 lånetilbud, hvilket vil være første gang i statistikkens historie. Det laveste antal lånebud samlet for et helt kalenderår var i 2013, som bød på 203.123 lånetilbud, og den rekord står altså til at blive slået i år.

I årene 2019-2022 var der for alvor gang i kon­ver­te­rings­ma­ski­nen, mens også boligmarkedet havde fart på. I størstedelen af perioden handlede det om at konvertere ned i rente, mens det sidste år handlede op at konvertere op i rente. Sidste år omlagde boligejerne realkreditlån for omkring 250 mia. kr. Det gjorde de på baggrund af de kraftige ren­testig­nin­ger, som sendte renten på et fastforrentet lån op fra 2% til op i mod 6% sidste efterår.

I dag ligger renten på et fastforrentet lån på vippen mellem 5% og 4%, efter at den i det meste af et års tid har ligget på 5%. Det er især ryk i renterne, som kan påvirke antallet af lånetilbud. På boligmarkedet er der kommet flere bolighandler igennem 2023, men det kan ikke for alvor opveje, at der bliver hentet langt færre lånetilbud til konverteringer.

Vi forventer, at det lave antal lånetilbud vil fortsætte i de kommende måneder. Der er intet der tyder på store udsving i renterne lige rundt om hjørnet, og eventuelle rentefald lader ikke til at blive store nok til, at nye ned­kon­ver­te­rings­run­der bliver sparket i gang.

Relaterede artikler