Færre udbudte lejligheder på boligmarkedet
Valgmulighederne for lejlighedskøberne er skrumpet den seneste tid. Det vidner om, at der igen er kommet mere fart på lejlighedsmarkedet, hvor der er kommet flere handler og lidt højere priser.
Nye tal fra Finans Danmark viser, at der stod 6.248 lejligheder til salg ved udgangen af juni. Det er et fald på -1% i forhold til måneden før. Tager vi højde for sæson, så er faldet på -5%. Sammenligner vi med samme tid sidste år, så er faldet på hele -9%.
Valgmulighederne for lejlighedskøberne er skrumpet den seneste tid. Det vidner om, at der igen er kommet mere fart på lejlighedsmarkedet, hvor der er kommet flere handler og lidt højere priser. Lejlighedsmarkedet fik ellers en på sinkadusen med markant prisfald og færre handler som følge af særligt de højere renter. Men det ser altså ud til at være stabiliseret de seneste måneder.
Der er dog tale om en forskelligartet udvikling i udbuddet på boligmarkedet. I 2023 er udbuddet af huse vokset med 0,8%, når vi tager højde for sæson, mens det er vokset med 17% i forhold til for et år siden. For sommerhuse er der barberet -5% af udbuddet i de første seks måneder af 2023, hvis vi tager højde for sæson. Der står i alt 29.438 huse til salg, 6.248 lejligheder og 4.583 sommerhuse.
Det er især udbuddet af lejligheder og sommerhuse, som har udviklet sig usædvanligt for årstiden i 2023, mens udbuddet af huse altså er gået lidt frem. Det lave antal salgsskilte på boligmarkedet medvirker til at holde en hånd under priserne. Boligpriserne er de seneste tre måneder steget med omkring 3% for huse og 4% for lejligheder. Når udbuddet stiger, får køberne bedre kort på hånden, og det samme gælder, så den anden vej rundt, når udbuddet falder. En opbremsning i udbuddet bremser noget af den effekt, som ellers har påvirket boligpriserne negativt gennem det seneste års tid med et stigende udbud.