Boligudbuddet står bomstille

Boligudbuddet står mere eller mindre stille i øjeblikket. Boligudbuddet er dog vokset med 25% siden bunden for halvandet år siden, så der er løbende kommet lidt mere at vælge i mellem.

Kvinde Kikker Ud Fra Altan

Dugfriske tal fra Finans Danmark viser, at der i september stod 41.368 boliger til salg herhjemme. Det er 594 flere end i august, hvilket er en fremgang på 1,5%. Det er dog ikke usædvanligt, at udbuddet af boliger stiger i september, og tager vi højde for det, så er der underliggende tale om et marginalt fald på -0,3%. Antallet af Til-salg skilte fordeler sig med 30.025 på huse, 6.796 på lejligheder og 4.547 på sommerhuse.

Boligudbuddet står mere eller mindre stille i øjeblikket. Boligudbuddet er dog vokset med 25% siden bunden for halvandet år siden, så der er løbende kommet lidt mere at vælge i mellem. Flere salgsskilte rundt om i landet giver køberne flere valgmuligheder, når boligjagten sættes ind. Vi har gennem de seneste par år været vidne til et ekstremt lavt boligudbud, men det ser altså ud som om, at vi i et meget roligt tempo bevæger os væk fra det.

Selvom boligudbuddet er vokset med 23% siden bunden for 1,5 år siden, så er vi stadig et godt stykke fra det boligudbud, som vi så i tiden før corona. Her lå boligudbuddet omkring 15-20% højere end i dag, og boligudbuddet er derfor aktuelt fortsat til den lave side.

Det lave boligudbud har fungeret som en effektiv hånd under boligpriserne. I det seneste halve år er priserne på huse steget 1,3%, mens lejligheder er steget med 3,5%, når vi tager højde for sæson. Når udbuddet er lavt, så har køberne ringere kort på hånden, og det kan skubbe priserne i opadgående retning. Den seneste tids prisstigning kommer efter en hård periode for boligmarkedet med stigende renter, høj inflation og økonomisk usikkerhed, hvor priserne faldt med omkring 10% for både huse og lejligheder.

Relaterede artikler