143 tvangsauktioner i marts
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der blev bekendtgjort 143 tvangsauktioner i marts, når vi tager højde for normalt sæsonudsving. Det er nogenlunde på niveau med februar.
2022 bød på i alt 1.382 tvangsauktioner, hvilket giver et månedligt gennemsnit på 115, mens 2021 og 2020 bød på henholdsvis 117 og 176 i gennemsnit. I tiden inden coronakrisen lød tvangsauktionerne på omkring 200 om måneden. Så selvom antallet af tvangsauktioner peger en anelse op i februar og marts, er der stadig tale om et lavt niveau i en historisk kontekst.
Tvangsauktionerne fortsætter på et lidt højere niveau i marts. Når det er sagt, så er der ikke tale om nogen eksplosion i antallet af tvangsauktioner, men mere en spæd tilbagevenden til niveauet før corona. Vi forventer da heller ikke, at det ekstremt lave antal tvangsauktioner fra 2022 fortsætter i år. Her kan vi sagtens igen få en periode, som byder på flere tvangsauktioner, end vi har været vidne til de seneste par år.
Vi står midt i en brydningstid, hvor der er vendt op og ned på boligmarkedet på kort tid. Det er blevet væsentligt dyrere at være boligejer det seneste år i takt med, at renten er skudt i vejret og inflationen æder lystigt af danskernes budgetter. Tusindvis af boligejere med variabelt forrentede lån fik for alvor rentehammeren at føle ved udgangen af marts, da der skulle betales termin. Det var første betaling for de boligejere med variabelt forrentede lån, som fik ny rente ved årsskiftet. På boligmarkedet er bolighandlerne bakket markant baglæns, mens priserne er faldet med omkring 10% siden i sommers på huse og lejligheder. Det kan samlet set betyde, at vi igen kan få en periode med stigende tvangsauktioner.
Vi forventer dog ikke en gentagelse af finanskrisens efterdønninger, hvor vi i årene 2010-2012 nåede op på over 5.000 tvangsauktioner om året. Både boligmarkedet og boligejerne står et helt andet og bedre sted i dag på et langt mere robust ståsted. Vi har sparet langt mere op, vi har lånt langt færre penge i vores friværdi og rekordmange er i beskæftigelse. Desuden vil mange boligejere først forsøge at spare andetsteds end på boligposten i budgettet, hvis der opstår udfordringer med terminen.
Vi har endnu ikke set, at boligejerne har problemer med at betale terminen på boliglånet. Restanceprocenten, som er den manglende betaling på realkreditlånet, befinder sig på det laveste i 15 år, og det betyder, at boligejerne i den grad udviser stærk betalingsevne. Også betalingsevnen kan dog blive mere udfordret i takt med, at de højere renter på de variabelt forrentede lån slår igennem i løbet af 2023.