Udbuddet af boliger falder for første gang i et halvt år
Vi har ellers lige haft fem måneder i træk med et voksende udbud, hvilket har været ekstremt kærkomment.
Nye tal fra Boligsiden viser, at det samlede udbud af boliger faldt i august. Det er første gang i seks måneder, at boligudbuddet peger ned, og i alt faldt boligudbuddet i august med knap 800 boliger.
Ser vi på de enkelte boligtyper, så gælder faldet på alt lige fra huse til lejligheder til sommerhuse. August bød på 415 færre huse til salg, 113 færre lejligheder og 254 færre sommerhuse. Med den seneste udvikling betyder det, at der i dag er 24.785 huse til salg, mens udbuddet af lejligheder lyder på 6.035. Ser vi på sommerhusmarkedet, står der i dag 5.170 sommerhuse til salg
Et nyt fald i boligudbuddet er en streg i regningen. Vi har ellers lige haft fem måneder i træk med et voksende udbud, hvilket har været ekstremt kærkomment og med til at lukke lidt luft ud af et presset boligmarked. Og det havde jeg meget gerne set fortsætte i august. Det er dog ikke nogen gigantisk katastrofe, og udbuddet er fortsat højere end for blot et halvt år siden. Samtidig er det ikke usædvanligt, at udbuddet falder i august i takt med årstiden, så det kommer heller ikke som verdens største overraskelse, selvom jeg gerne havde set det udspille sig anderledes.
Det samlede udbud af boliger er i dag 10% højere end for et halvt år siden. Derfor har boligkøberne lidt mere at vælge mellem i dag end for et halvt års tid siden, hvor handelsaktiviteten samtidig også brød lydmuren. Udbuddet af huse er i dag 3% højere, mens udbuddet af lejligheder og sommerhuse er steget med henholdsvis 26% og 33% på et halvt år.
Ser vi historisk på udviklingen i boligudbuddet, er der en klar tendens i, at udbuddet falder i august. Igennem de seneste 17 år er det samlede udbud af boliger faldet i 13 ud af 17 augustmåneder. Det skyldes, at en ofte høj handelsaktivitet koncentreret omkring sommerhalvåret trækker udbuddet nedad mod sommerafslutningen, mens det typisk også kan føles som mindre fordelagtigt at sætte boligen til salg op mod efteråret og det mere triste vejr.
Boligmarkedet er i vores optik gået ind i en ny fase og forladt det hæsblæsende tempo i begyndelsen af året. Efterspørgslen har markante skridt ned, om end den fortsat er ganske høj. Mange har fået opfyldt boligdrømmen gennem det seneste år, genåbning og normalisering af samfundet trækker noget af coronaeffekten ud af boligmarkedet, hvilket har stimuleret efterspørgslen, og så er renterne i dag højere, som påvirker efterspørgslen i nedadgående retning. Endelig er der færre som har råd og formentlig også lyst til at være med på et boligmarked, hvor rekorderne det seneste år har fløjet om ørene.
De seneste tal fra Boligsiden viser, at de månedlige prisstigninger aktuelt er på sit laveste i 14 måneder, når man tager højde for sæson. Hertil er handelsaktiviteten faldet til sit laveste i 15 måneder.