Rentetilpasning i gang: F5 kan ende i positivt terræn for første gang i 2 år

Også de variable renter har pil op.

Brian Friis HelmerPrivatøkonombf@al-bank.dk38 48 45 55

I dag har Totalkredit trykket på startknappen for ren­te­til­pas­nin­gen af F1, F3 og F5 for de boligejere, som skal have ny rente på deres lån 1. juli. Efter første auktionsdag lyder den foreløbige kon­tant­låns­ren­te på -0,08% for F1, -0,20% for F3 og 0,01% for F5. Det foreløbige resultat betyder, at F1-renten ser ud til at lande i negativt territorium for 18. gang i træk ved en auktion, mens F5 kan komme i positivt terræn for første gang i 2 år.

Dagens foreløbige resultat viser, at renter med negativt fortegn ikke er givet på forhånd for boligejere med variabel rente. Om F5 så også ender i positivt terræn i denne ombæring, må vi vente at se til auktionen slutter på torsdag. Renterne har peget op siden 2020 blev til 2021, men det har boligejere med de allerkorteste rentebindinger ikke mærket så meget til, da den lempelige pengepolitik fra ECB er med til at holde de helt korte renter i en stram snor.

Skæver vi til den seneste ren­te­til­pas­nings­auk­tion i februar, så har renten på både F1, F3 og F5 pil op – dog mest på F5. I februar landede F1-renten på -0,13%, F3 landede på -0,28% mens F5-renten endte på -0,20%, så der er altså blot tale om relativt beskedne ren­testig­nin­ger. I den forbindelse skal vi dog huske, at F1-lånet denne gang kun har 9 måneders løbetid, da det næste gang skal refinansieres til nytår, og det er med til at hive marginalt ned i renten.

På trods af at F5-lånerne har udsigt til en rente i positivt terræn, så får boligejere med et F5-lån stadig en pæn slat ekstra at gøre godt med i pri­va­tø­ko­no­mi­en. De har hidtil haft en rente på 0,48%, men kan altså se frem til en rente i de kommende fem år på 0,01%, hvis de foreløbige resultater holder stik. Det vil give en ren­te­be­spa­rel­se på ca. 3.500 kr. om året efter skat pr. afdragsfri million for F5-låneren. F1-lånerne kan også se frem til en marginalt lavere rente, end de -0,03%, som de har haft det seneste år ligesom F3-lånerne også kan se frem til en besparelse, da de hidtil har haft en rente på 0%.

Selvom vi er langtfra renterekorder ved denne auktion, så er billedet med ultralave renteniveauer uforandret. Der er nemlig ikke udsigt til, at ECB ændrer deres lempelige pengepolitik lige med det første, og de lave renter på lån med variabel rente vil derfor fortsætte en tid endnu. Det endelige resultat må F1-lånerne vente med at kende til på onsdag, mens F3- og F5-lånerne må vente til på torsdag.

Relaterede artikler